23948sdkhjf

Rekordinvestering baner vej for København som europæisk brohoved for maritime droner

Med sin største investering til dato har Eifo trukket amerikanske Saildrone, til Danmark, som snart bliver europæisk centrum for udvikling og eksport af autonome overvågningsfartøjer

Det amerikanske teknologiselskab Saildrone har valgt Danmark som centrum for sin europæiske ekspansion og drift, udvikling og eksport af maritim autonomi på kontinentet. 

Det er en investering på 60 mio. dollar fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo), som har banet vej for Saildrones' europæiske hovedkontor i København, fastslog partner og chef for Tech & Industry i Eifo, Jacob Arup Bratting Pedersen, i et interview med Søfart i sidste uge. 

Her præsenterede parterne det første resultat af deres nye parløb i form af et månedlangt test- og demonstrationsprogram af fire ubemandede overfladefartøjer (USV), som involverer Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), Søværnets Operative Kommando og Forsvarets Innovationsenhed.

- Vi har arbejdet intenst det seneste halvandet år for at sikre investeringen og få teknologien til Danmark og Europa. Investeringen betyder, at Saildrone placerer sit europæiske hovedkvarter i Danmark – med arbejdspladser og på sigt mulig produktion, sagde Jacob Arup Bratting Pedersen, som repræsenterede Eifo ved lanceringen af de første to af i alt fire sejlende droner fra Køge Marina i sidste uge.

Overvågning til en brøkdel af prisen 

Eifo kalder investeringen i Saildrone for "kritisk for både Danmarks og Europas sikkerhed" og fremhæver, at Saildrone-teknologien kan levere overvågning til en brøkdel af prisen for traditionelle patruljeskibe. 

Saildrone blev stiftet i 2012 af den ingeniøruddannede direktør Richard Jenkins. Han fortæller til Søfart, at Saildrones placerer sit europæiske hovedkontor i København. 

- Danmarks unikke geografiske og politiske placering gør landet til det perfekte sted for vores europæiske hovedkvarter og operationelle hub, sagde Saildrones stifter og adm. direktør Richard Jenkins og fortsætter: 

- Vi vælger en fysisk placering og åbner kontoret i løbet af de næste par måneder. Kontoret i København bliver vores centrale forretningsudviklingskontor med fem-ti medarbejdere. I takt med, at den europæiske Saildrone-flåde vokser, vil vi også etablere flere regionale lokationer på kysten omkring Danmark med montage- og servicepersonale. 

Solgt til US Navy - og Nasa

Indtil videre findes Saildrone i tre udgaver, som er solgt til bl.a. den amerikanske flåde, kystvagt, grænsevagt og Nasa.I USA anvender US Navy Saildrone-fartøjerne til at styrke sin hybride flåde og udvide kapaciteten for sin maritime overvågning, mens US Coast Guard benytter Saildrones til grænsekontrol og maritim sikkerhed og Nasa bruger Saildrones til oceanografiske missioner. 

Netop den store anvendelighed af de sejlende droner var noget af det, som Richard Jenkins selv fremhævede ved lanceringen af Forsvarets test af Saildrones i sidste uge. 

- Med Saildrone kan vi holde øje med kabler, rørledninger, narkotika, våbensmugling og ulovligt fiskeri døgnet rundt. Dronerne klager ikke, selv når havet er hårdt. En typisk udsendelse varer omkring 100 dage, drevet af vind- og solkraft. Og vores vind- og sol­drevne Saildrones har allerede tilbagelagt over to millioner sømil og 50.000 dage til havs uden én eneste ombord, sagde Richard Jenkins. 

Tester beskyttelse af infrastruktur

Selvom hver Saildrone har 500 liter diesel ombord til motorsejlads, er det dens sejl, som primært leverer fremdriften, mens solpanelerne holder computerne kørende. 

- Tænk på dem som miljøvenlige, langtrækkende fartøjer - her til beskyttelse af kritisk dansk undervandsinfrastruktur, sagde Richard Jenkins.

For Saildrone er det danske projekt kun første skridt i selskabets europæiske ekspansion, hvor Richard Jenkins forventer at udrulle teknologien til flere Nato-lande i løbet af 2025 og 2026. 

De første fire Saildrone Voyagers indgår i et tre måneder langt test- og demonstrationsprogram i samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (Dalo), Søværnets Operative Kommando og Forsvarets Innovationsenhed.

Formålet er at demonstrere, hvordan autonome systemer kan supplere Søværnets og NATO’s overvågning og beredskab i Nordeuropas farvande.

Baggrunden for Saildrones danske satsning er det voksende behov for overvågning og beskyttelse af kritisk infrastruktur i Østersøen, Nordsøen og Arktis, hvor trusler mod søkabler, rørledninger og offshoreinstallationer er steget markant. 

Forsvaret må rykke hurtigt

Generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, National Materieldirektør i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), åbnede præsentationen af de to første Saildrones med at understrege, at der er tale om en operativ demonstration, som skal undersøge hvordan ubemandede overfladefartøjer kan forbedre dansk maritim overvågning. 

- Det er ikke en permanent anskaffelse, men en mulighed for at lære, hvordan sådanne fartøjer fremover kan øge sikkerheden i danske farvande.

Det geopolitiske pres gør, at Forsvaret må rykke hurtigt, påpegede Kim Jesper Jørgensen. 

- Tempoet er afgørende. Hastighed er også grunden til, at vi valgte Saildrone – en løsning, der er klar til brug. Saildrone ejer og driver fartøjerne; vi køber dataene, ikke skibene, og teknologien har været afprøvet globalt i flere år, lød det fra det nationale materieldirektør. 

Som sagt omfatter testen fire Saildrone-fartøjer. To sejler allerede for Natos Experimental Task Force X i Østersøen og slutter sig sidst i juni til de to andre netop søsatte danske Saildrones.  

De kommende måneder vil de patruljere Østersøen og store dele af de danske farvande for at give Forsvaret erfaring med ubemandede systemer – som en af flere tests, der også omfatter nylige sømine demonstrationer og andre innovationstiltag drevet af Danish Defence Innovation Unit (DDIU).

Om Saildrone Voyager

  • Ubemandet overfladefartøj (Voyager) til bl.a. farvandsovervågning, beskyttelse af kritisk infrastruktur og efterretning/ISR – hvor det er logistisk vanskeligt eller risikabelt at indsætte bemandede fartøjer.

  • 10 meter lang og med seks meter lang stiv vingemast og cirka to meters dybgang.

  • Udholdenhed på over seks måneder uden havnebesøg, med marchhastighed på omkring fem knob og en topfart på cirka syv knob.
  • Sensorpakke: AIS-transceiver, digital radar, 360-graders kameraer med maskinlæring, passiv akustik samt multibeam-sonar til havbundskortlægning ned til 300 meter.
  • Dansk kontekst: Fire Saildrone Voyager-fartøjer gennemfører i 2025 en tre måneder lang prøvepatrulje i danske farvande for at styrke overvågningen som supplement til bemandede skibe
  • Udover Saildrone Voyager har virksomheden udviklet Saildrone Explorer, et syv meter langt ubemandet overfladefartøj (USV) til miljø- og klimadataindsamling og -forskning, samt Saildrone Surveyor, et 20 meter langt USV til brug for bl.a. avanceret dybhavskortlægning og -måling. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094