SubC Partner styrker bundlinjen og øger medarbejderstaben

SubC Partner A/S i Esbjerg fortsætter sin vækstrejse med solide resultater på både top- og bundlinje. Regnskabet for 2024 viser markant fremgang, og virksomheden har udvidet sine aktiviteter med nye forretningsområder og strategiske opkøb.
Det skriver JydskeVestkysten.
Resultatet efter skat steg med 22 pct. sammenlignet med året før til 17,5 mio. kr., mens bruttofortjenesten nåede 173 millioner kroner – en stigning på 20 procent fra forrige regnskabsår.
Driftsresultatet før skat, og afskrivninger blev løftet til 32,7 mio. kr., og egenkapitalen voksede med 50 pct. til 39,1 mio. kr. Medarbejderstaben er samtidig udvidet til 189 ansatte, hvilket afspejler det højere aktivitetsniveau.
- Vi er generelt rigtig godt tilfredse med 2024 resultatet, hvor vi har haft rigtig travlt på mange forskellige forretningsområder. Specielt en strategi om at vækste onshore har været lønsomt og har givet os mulighed for at vækste geografisk. Vi forventer os meget af vores nye division SP Electric i de kommende år og ser gode muligheder på sigt, udtaler ejerne og direktørerne Rune Værndal og Tonny Klein til JydskeVestkysten.
SubC Partner har senest overtaget SH Groups afdeling i Esbjerg og lanceret SP Electric, der fokuserer på el- og automationsopgaver. Virksomheden er desuden medejer af A2X, som arbejder med CO2-fangst og -lagring. For 2025 forventer ledelsen et stabilt aktivitetsniveau, men med muligvis lidt lavere resultat før skat som følge af blandt andet strategiske investeringer.