23948sdkhjf

Macron skal besøge dansk fregat i Grønland

Emmanuel Macron vil under besøg drøfte muligheder for at inkludere Grønland i europæiske sikkerhedstiltag

Statsoverhovedet for EU's største militærmagt, Emmanuel Macron, fløj søndag nordpå for at besøge Grønland og sende et klart signal til USA.

Her skal den franske præsident besøge en gletsjer, et vandkraftværk og en dansk fregat.

Med sig har Macron et budskab om europæisk sammenhold set i lyset af udmeldinger fra USA om at ville overtage kontrollen med Grønland.

Hans besøg vil være et signal i sig selv, har det lydt fra hans kontor forud for turen.

Selv sagde Macron mandag på et FN-møde, at Grønland ikke er til salg. En udmelding, der tilsyneladende er rettet mod USA's præsident, Donald Trump, og hans udtalelser om at ville købe øen.

- Jeg kommer til at sige, at vi er her, og at vi er klar til at geninvestere, har Macron også sagt før besøget.

Den franske præsident ankommer efter planen klokken 11.30 lokal tid.

Han får følgeskab af statsminister Mette Frederiksen (S) og den grønlandske regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.

Under besøget vil Macron drøfte arktisk sikkerhed og muligheder for at inkludere Grønland i europæiske sikkerhedstiltag, har hans kontor oplyst.

Det skal ske på en måde, hvor Grønlands suverænitet respekteres, har Frankrig understreget.

Mette Frederiksen ankom lørdag til Grønland, hvor Jens-Frederik Nielsen tog imod.

At begge regeringsledere med åbne arme byder Macron velkommen, står i stærk kontrast til den modtagelse USA's vicepræsident, J.D. Vance, fik.

Både Danmark og Grønland kritiserede hans visit.

Vicepræsidenten endte med kun at besøge den amerikanske base Pituffik, langt fra hovedstaden, Nuuk.

Her holdt han tale for soldaterne, hvor han undervejs sagde, at Danmark ikke havde behandlet det grønlandske folk ordentligt, og at de danske politikere havde forsømt den internationale sikkerhed ved ikke at investere nok i forsvar.

Basen udgør en vigtig del af det amerikanske missilforsvar i Arktis, og den amerikanske regering har gentagne gange slået fast, at Grønland er nødvendig for amerikansk sikkerhed.

/ritzau/AFP

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094