23948sdkhjf

Rusland ser Nato-øvelse i Østersøen som forberedelse på konflikt

Natos øvelse i Østersøen i juni er "en del af forberedelserne til militære konflikter med Rusland", lyder det

Nato-øvelser i Østersøen i den kommende måned betragtes af Rusland som Natos forberedelser på en potentielt militær konflikt med Rusland.

Det siger viceudenrigsminister i Rusland Aleksandr Grusjko til det russiske nyhedsbureau Tass i en udtalelse.

- Hvis vi ser på de her øvelsers fokus, deres koncept, organiseringen af soldaternes indsættelse, soldaterne selv, deres egenskaber og deres opgaver på øvelserne, så er det her en kamp mod en sammenlignelig modstander, siger Gruskjo.

Nato afholder i juni den årlige øvelse Baltops i Østersøen og de omkringliggende regioner.

Ifølge Forsvaret har øvelsen til formål at "træne og øve Nato-enheders evne til at udføre integrerede sømilitære operationer sammen", lyder det på hjemmesiden.

- Øvelsen skal sikre, at styrkerne er trænede, i stand til at operere sammen og er klar til at reagere på enhver trussel mod sikkerheden i stater i Østersøregionen.

Formålet er desuden at "vedligeholde og opretholde de allierede landes sømilitære beredskab".

I maj skrev den tyske avis Bild, at Rusland en måned tidligere end normalt tog hul på sin årlige øvelse i Østersøen.

Det russiske nyhedsbureau Interfax skrev ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Rusland i sidste uge sejlede 20 krigsskibe ind i området samt 3000 soldater og også luftbårne styrker.

Russiske øvelser i Østersøen er ikke usædvanligt, men den finske forsvarsminister, Antti Häkkänen, har sagt til det finske medie Yle, at den russiske aktivitet i farvandet er steget betydeligt.

- Der har været militære eskorteaktiviteter med tilstedeværelse af væbnede styrker. Det er et helt nyt element, lød det ifølge det svenske nyhedsbureau TT fra forsvarsministeren.

To russiske militærfly mistænkes desuden for at have krænket finsk luftrum den 23. maj.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11