23948sdkhjf

Person mistænkes for lovbrud efter grundstødt fragtskib i Øresund

Kystvagten har afhørt besætningsmedlemmer om bord på grundstødt skib. En person er mistænkt for brud på sølov

En person er under mistanke for at have overtrådt søloven, efter at et 180 meter langt fragtskib gik på grund i Øresund lørdag.

Det siger Pernilla Johansson fra den svenske kystvagts kommunikationsafdeling til de svenske medier Sydsvenskan og SVT.

Personen er en del af besætningen, men Pernilla Johansson ønsker ikke at uddybe, hvilken rolle vedkommende har haft.

Alle besætningsmedlemmer er fortsat om bord på skibet, lyder det.

Kystvagten oplyser også på sin hjemmeside, at en person er under mistanke for uagtsomhed i søtrafikken. Sagen er nu overdraget til anklagemyndigheden, lyder det.

Lørdag var medarbejdere fra den svenske kystvagt om bord på skibet for at afhøre medlemmer af besætningen og teste, om nogen var påvirket af alkohol.

Der er ingen mistanke om, at nogen fra besætningen har været berusede, oplyser kystvagten.

Fragtskibet var på vej til den russiske by Vysotsk, da det stødte på grund i Øresund ud for den sydsvenske by Landskrona. Her ligger skibet fortsat søndag eftermiddag.

Ifølge kystvagten har skibet angiveligt cirka 938.000 liter olie i sine tanke. Der er indtil videre ingen meldinger om, at der skal være lækket olie i forbindelse med grundstødningen.

Sent lørdag aften blev der sendt dykkere i vandet, som skulle undersøge, om der var gået hul på skibet.

De kunne ifølge kystvagten ikke finde nogen lækager, og man kunne konstatere, at størstedelen af skibet hviler på havbunden, som mest består af sand.

Fragtskibet er omkring 180 meter langt og 31 meter bredt. Før det kan blive flyttet, skal rederiet lave en plan for bjærgning af skibet, som skal godkendes af kystvagten og den svenske transportstyrelse.

Det vides ifølge kystvagten endnu ikke, hvornår skibet kan blive bjærget.

Skibet, som hedder "Meshka", sejler under panamansk flag. Ifølge SVT er der 24 personer i skibets besætning.

Skibet stødte på grund lørdag formiddag omkring klokken ti, efter at svenske myndigheder havde forsøgt at få skibet til at skifte kurs.

Det fortalte Marco Svantesson, som er chef for den svenske myndighed som står for overvågning af skibstrafik i Øresund, til Expressen lørdag.

- Operatøren advarede om, at det (skibet, red.) var på vej mod for lavt vand og opfordrede vedkommende til at dreje til styrbord. Og så sagde de om bord, at de var begyndt at dreje - men så kender vi resultatet, sagde han.

/ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109