Nordkoreas leder truer med straf efter skibsuheld

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, fordømmer et uheld, der torsdag er sket under søsætningen af et krigsskib.
Det oplyser det statslige nyhedsbureau KCNA ifølge Reuters og AFP.
Flere sektioner af skibets bund blev knust, da det store destroyer-skib, der vejer 5000 tons, blev søsat i havnebyen Chongjin. Det betød, at balancen på skibet blev ødelagt.
Sydkoreas militær oplyser senere torsdag, at skibet har lagt sig om på siden.
Det fremgår ikke umiddelbart, hvad der forårsagede, at dele af bunden blev knust.
Kim Jong-un overværede søsætningen i havnebyen Chongjin og betegnede efterfølgende hændelsen som en "kriminel handling forårsaget af absolut skødesløshed".
Lederen advarede om, at uheldet ikke vil blive tolereret, og at de "uansvarlige fejl" fra de ansvarlige personer vil blive håndteret på et plenarmøde i det kommunistiske parti i juni.
Kim Jong-un mener, at hændelsen har bragt "vores stats værdighed og selvrespekt til et sammenbrud". Han betegner det derfor som et politisk anliggende, at skibet bliver repareret hurtigt.
Nordkorea har hævdet, at krigsskibet er udstyret med kraftfulde våben, og at det fra næste år vil kunne indgå i den nordkoreanske flåde.
En rapport fra det amerikanske analysefirma 38 North beskrev i sidste uge, at Nordkorea for første gang forberedte at søsætte krigsskibet fra kanten af kajen.
- Denne metode kan skyldes en nødvendighed, hvis kajen, hvor skibet er bygget, ikke har en hældning, skrev 38 North ifølge Reuters.
Kim Jong-un overværede søsætningen i Chongjin sammen med sin datter Kim Ju Ae, der muligvis kan blive den næste leder af Nordkorea.
Sydkoreas samlingsministerium sagde sidste år, at det ikke kan udelukkes.
Kim Jong-un har ledet Nordkorea siden 2011, da hans far, Kim Jong-il, døde.
/ritzau/