APMH Invest gennemfører opkøb af Svitzer

APMH Invest, et datterselskab af AP Møller Holding, råder nu officielt over slæbebådsrederiet Svitzer, som får sidste dag på børsen 22. maj.
Det fremgår af en meddelelse fredag.
Først i maj meldte AP Møller Holding, at det ville købe og afnotere Svitzer kun et år efter, at selskabet blev udskilt fra Mærsk-koncernen og noteret på fondsbørsen i København.
Men børsnoteringen levede ikke op til forventningerne, og derfor ville holdingselskabet, som allerede ejede en stor del af aktierne i rederiet, afnotere Svitzer-aktien af børsen for at udvikle det videre selv.
- AP Møller Holding vurderer Svitzer er bedre understøttet gennem privat ejerskab. Under AP Møller Holdings ejerskab vil Svitzer forblive et selvstændigt selskab med uændret ledelse, strategi, navn og brand, skriver APMH Invest fredag i en meddelelse fredag.
For de aktionærer, der har takket "ja" til tilbuddet om at sælge deres Svitzer aktier til APMH Invest, er sidste handelsdag i dag med kontant afregning og forventet udbetalingsdato 20. maj.
Købstilbuddet lød på 285 kr. per aktie - med forbehold for regulering, hvis Svitzer i perioden frem til afnoteringen ville udbetale udbytte. Da Svitzer tidligere i maj udbetalte et udbytte på 8 kr. per aktie, er købstilbuddet til aktionærerne nu på 277 kr. per aktie.
Torsdag lukkede Svitzer-aktien i kurs 276,40 kr.