23948sdkhjf

Houthierne: Israel har angrebet havneby i Yemen

Israel udsendte evakueringsordrer til byer i Yemen. En af dem er ifølge houthibevægelsen blevet angrebet

Israel har søndag angrebet byen Hodeidah i Yemen, melder houthibevægelsen ifølge Reuters.

Meldinger om angrebet kommer, efter at Israel tidligere på dagen udsendte evakueringsordrer til tre forskellige havnebyer i landet.

Det gælder byerne Ras Isa, Salif og Hodeidah - sidstnævnte som nu ifølge bevægelsen har været udsat for et angreb.

Ifølge Israel bliver byernes havne brugt af houthierne.

Angrebet kommer, få dage efter at et missil affyret mod Israel af houthibevægelse blev afværget.

Derudover kommer angrebet forud for USA's præsident Donald Trumps besøg i Mellemøsten den kommende uge.

Houthimilitsen, som har kontrol med de mest befolkede områder i Yemen, begyndte i 2023 at rette angreb mod fragtskibe med både missiler og droner for at vise solidaritet med palæstinenserne.

Angrebene har haft store konsekvenser for international handel på grund af Yemens beliggenhed på den sydlige spids af Den Arabiske Halvø.

Flere områder i Yemen var næsten dagligt udsat for amerikanske luftangreb, efter at USA den 15. marts meddelte en ny militæroffensiv mod bevægelsen.

Den 6. maj lød det så fra Donald Trump, at USA ville stoppe med at bombe houthibevægelsen, fordi gruppen var gået med til at stoppe sine angreb på skibe.

- De sagde: Please, lad være med at bombe os mere, og så vil vi ikke angribe jeres skibe, sagde Trump under et møde med den canadiske premierminister, Mark Carney.

Oman bekræftede efterfølgende, at landet havde været med til at mægle en våbenhvile på plads mellem USA og houthierne.

Ifølge nyhedsbureauet AFP sagde Omans udenrigsminister, Badr Albusaidi, i en udtalelse, at "ingen af siderne vil gå efter hinanden" for at "sikre fri navigation og en problemfri international kommerciel skibsfart".

/ritzau/Reuters

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093