"Gennemgribende renovering" på vej til flådestationens kajanlæg

En gennemgribende renovering og udvidelse af kajanlægget.
Det er, hvad Flådestation Korsør kan se frem til i et projekt, der har forventet opstart i 2026 og forventes færdigt i 2028. Det oplyser Forsvaret.
Formålet er at sikre basens fortsatte funktion som en moderne havn for Søværnets fartøjer. Og noget kunne tyde på, at en renovering er tiltræng:
Kajfaciliteterne ved Flådestation Korsør blev opført i 1958-1962, og der er ikke siden gennemført store renoveringer.
Det er Etablissement- og Terrænkommandoen (tidligere Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. red.) der står bag det omfattende bygge- og anlægsprojekt. I forbindelse med projektet udbygges faciliteterne til NATO standard. De tekniske installationer skal også opgraderes, så de opfylder moderne krav til drift, kranstøtte og skærpede miljøkrav til bl.a. landstrøm, fjernvarme og kloakering.
- Renoveringen af Flådestation Korsør er ikke blot en opgradering af vores havn, men også en investering i fremtiden. Renoveringen sikrer, at vi forbliver en velfungerende og moderne flådestation til støtte for allieredes og danske orlogsskibe og Forsvarets virke i Korsør i mange år fremover, siger chef for Flådestation Korsør, kommandørkaptajn John M. Nielsen.
Projektet bliver desuden en både praktisk og logistisk udfordring, da flådestationen skal forblive fuldt operativ under renoveringen. Størstedelen af arbejdet er derfor planlagt til at blive udført fra vandsiden for at minimere forstyrrelser.
- Det bliver en udfordring at gennemføre et stort byggeprojekt på en flådestation, som skal være fuldt operativ, mens vi renoverer, fortæller projektleder Pernille Kalhøj Andersen fra Etablissement- og Terrænkommandoen.
Det fremgår ikke, hvor stort et budget projektet råder over. Søfart forsøger at få en kommentar fra Etablissement- og Terrænkommandoen.
Planer om nybyg
Renoveringen af kajanlægget er kun første skridt i en større plan for Flådestation Korsør. Der er også planer om nybyggeri og etablering af højvandssikring.
Borgmester i Slagelse Kommune, Knud Vincents, udtrykker optimisme omkring projektet:
- Det er meget positivt, at Forsvaret investerer i renovering og udbygning af Flådestation Korsør. Først og fremmest fortæller det os, at flådestationen er af stor betydning, og på den lidt længere bane kan vi håbe, at flere arbejdspladser og uddannelsesmuligheder også finder vej til Korsør, siger han.
Flådestationen er en af områdets største arbejdspladser med cirka 1100 medarbejdere.