23948sdkhjf

Usikkerheden er flyttet helt ind hos verdens største rederier

Mærsk og de andre store containerrederier har taget hul på et ekstremt usikkert 2025. Fællesnævneren er, at kun de færreste føler sig sikre på at tjene penge på driften

"Hvis det ikke er toldsatser, så er det Panamakanalen. Hvis det ikke er Panamakanalen, så er det Rødehavet. Hvis det ikke er Rødehavet, så er det blanksejladser, proppede havne eller en pludselig efterspørgselsbølge. Forsyningskæder er ikke længere bare komplekse – de er blevet uforudsigelige."

Ordene ovenfor finder man på forsiden af analysehuset Xenetas hjemmeside. Selskabet, der lever af at rådgive rederierne om blandt andet fragtrater, ligger altså ikke skjul på, at containerfragten er et ekstremt kompliceret sted at befinde sig i 2025 - et år voldsomt præget af global ustabilitet på mange forskellige fronter.

Og når analysehuset så direkte adresserer de mange uforudsigelige faktorer, så er det ikke uden grund. Usikkerheden i markedet har nemlig sat sig godt og grundigt fast i de økonomiske forventninger hos nogle af verdens største containerrederier.

Fugl eller fisk

Japanske Ocean Network Express (ONE) har netop offentliggjort sin rapport for det seneste regnskabsår, og her fremlægger rederiet to scenarier: Best case og worst case. Selskabet har nemlig foretaget en analyse, der viser, at driftsresultatet - afhængig af udviklingen i den globale situation - kan blive både fugl og fisk. 

Hvis alt går godt forventer ONE et overskud på 1,1 mia. dollar og et driftsresultat på 700 mio. dollar. Sker der derimod ingen bedring i markedet, mener rederiet, det er sandsynligt, at driften faktisk ender i et underskud på 100 mio. dollar og en samlet overskud på mere beskedne 250 mio. dollar.

Rederiernes forventninger til 2025

Forventningerne til driftsresultatet før skat (EBIT) ifølge rederiernes seneste finansielle rapporter:

Mærsk: 0-3 mia. dollar

ONE: -100-700 mio. dollar

Hapag-Lloyd: 0-1,5 mia. euro 

Kilde: Mærsk årsrapport 2024, ONE årsrapport 2024, Hapag Lloyd rapport for Q1

Dermed kan årets resultat altså ende med at blive mindre end en fjerdedel af ønskescenariet.

Og ONE er langt fra det eneste rederi, der tager bestik af den usikre verdenssituation. Også Mærsk og samarbejdspartneren Hapag-Lloyd har tidligere meldt ud, at det er realistisk, at driftsresultatet i 2025 ender på et rundt nul. 

"Uhørt usikkerhed"

Hverken storrederierne MSC, COSTCO eller CMA CGM har meldt deciderede tal ud. I en meddelelse fra tidligere på året kalder sidstnævntes topchef, Rodolphe Saadé, dog 2025 for et år med "uhørt usikkerhed". 

I rederiets årsrapport for 2024 ser selskabet også ind i et globalt marked, hvor "højere toldsatser annonceret i USA kan få indflydelse på handelen og føre til en omorganisering af de globale forsyningskæder på mellemlangt sigt".

Derudover vil leverancer af nye skibe – kombineret med eventuelle udviklinger i situationen i Det Røde Hav – være "afgørende faktorer" for, hvordan markedet udvikler sig, skriver CMA CGM i rapporten. 

Shippingbranchen sejler altså i uroligt farvand i 2025. Fragtraterne svinger voldsomt, kriser som konflikten i Rødehavet og omkring Panamakanalen forvrider rutenetværkene. Geopolitisk uro og økonomisk afmatning gør det vanskeligt for rederierne at planlægge. 

Oven i det kommer en grøn omstilling med store investeringer og nye krav. Resultatet er et marked, hvor selv de største aktører ikke længere tør love sorte tal på driften – og hvor evnen til at forudsige bare ét kvartal frem, er under pres.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079