Påsken blev en guldrandet forretning for Scandlines

26 pct. flere biler og 18 pct. flere passagerer.
Det er virkeligheden for Scandlines, der netop har gjort status over trafikken på færgerne mellem Danmark og Tyskland i de to påskeuger.
Scandlines havde på fornemmelsen, at ugerne ville blive travle.
Antallet af forudbestilte færgebilletter i uge 15 og 16 var skyhøjt, og på Scandlines-ruten Gedser-Rostock var der på visse afgange den 12., 13., 17. og 19. april 2025 under 10 procents ledig kapacitet tilbage.
Og det vækker naturligvis glæde på rederiets ledelsesgang.
- Vi er meget tilfredse med, hvordan påsken forløb. Det er glædeligt at se så mange rejsende benytte sig af vores overfarter – og endnu mere glædeligt, at alt forløb planmæssigt og uden driftsforstyrrelser, siger Scandlines COO Michael Guldmann Petersen.
Højsæson om hjørnet
Nu gælder det højsæsonen.
I løbet af juni, juli og august forventer Scandlines at transportere tæt på tre millioner passagerer og 750.000 personbiler mellem Danmark og Tyskland – det er næsten halvdelen af det antal passagerer og personer, som Scandlines transporterer på et helt år.
Nogle af passagererne får måske mulighed for at prøve Scandlines' nye hybridfærge.
Færgen skulle have været leveret inden årsskiftet, men blev ramt af forsinkelser på værftet i Cemre.
Overfor Søfart lovede direktør for Scandlines Eric Grégoire, at færgen vil være klar til årets sommersæson, og færgen har da også gennemført sea trials i farvandet ud for Cemre i midten af marts.
Men endnu mangler en officiel dato for leveringen af 'Futura'.
Forsinkelsen var allerede en realitet i december, og det fik rederiet til at sætte tempoet og forventningerne ned.
- Vi vil ikke skynde os med at få færgen færdig. Nu rammer vi også et tidspunkt på året, hvor vandet er koldt og svært at sejle i. 'Futura' er ikke bygget til sejlads i meget oprørte vande, og derfor ser vi snarere ind i levering i løbet af foråret, siger han.
- Jeg lover, at færgen er klar til sommersæsonen, slog han fast over for Søfart.