23948sdkhjf

Sydkoreansk skibsbygger leverer solidt resultat drevet af LNG-efterspørgsel

Storværftet Hanwha Ocean mere end firedobler nettoresultatet i første kvartal og ser muligheder trods stigende geopolitisk usikkerhed.

Efterspørgslen på LNG-skibe har været en god forretning for Hanwha Ocean, som i årets første kvartal mere end firedoblede sit nettoresultat til 215,7 milliarder won (ca. 1,1 milliarder kroner).

Det skriver det sydkoreanske værft i sin kvartalsrapport.

Selskabets samlede omsætning voksede med 38 procent til 3,14 billioner won (ca. 16,0 milliarder kroner), mens driftsoverskuddet næsten blev femdoblet til 258,6 milliarder won (ca. 1,3 milliarder kroner). 

Salget af LNG-skibe stod for størstedelen af fremgangen: Alene handelsskibsdivisionen leverede en omsætning på 2,57 billioner won (ca. 13,1 milliarder kroner) og et driftsoverskud på 233,3 milliarder won (ca. 1,2 milliarder kroner) – en vækst på over 1.100 procent sammenlignet med samme periode sidste år.

Forventer usikkerhed

Også selskabets specialskibsdivision, som blandt andet omfatter ubåde og vedligeholdelsesaftaler, bidrog positivt med en omsætning på 303,4 milliarder won (ca. 1,5 milliarder kroner) og et driftsoverskud på 41,3 milliarder won (ca. 210 millioner kroner). 

Datterselskabet Philly Shipyard i USA rapporterede en omsætning på 116,5 milliarder won (ca. 590 millioner kroner) men måtte notere et mindre driftsunderskud på 1,9 milliarder won (ca. 10 millioner kroner).

Hanwha Ocean peger samtidig på stigende geopolitisk usikkerhed, især mellem USA og Kina, som en potentiel risikofaktor. Alligevel forventer selskabet, at situationen kan åbne nye muligheder for eksport. 

Et vigtigt fokusområde fremover bliver vedligeholdelse og reparation af flådefartøjer, hvor Hanwha satser på at vinde fem til seks kontrakter i USA i år – en forretning, der ifølge selskabet er mere rentabel end traditionel nybygning.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078