Lauritzen Bulkers har været på opkøbstur til Canada.
Tørlastrederiet har netop erhvervet Alexander & Blake, en canadisk skibsfragt- og pakkeforsendelsesvirksomhed, oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Alexander & Blake har primært aktiviteter inden for breakbulk- og pakkeservicemarkederne med kunder og primære handelsruter i de nord- og sydamerikanske markeder.
- Samtalerne, vi har haft med Alexander & Blake-teamet de seneste måneder, har bekræftet for os deres fremragende kompetencer og hvordan de vil tilføre værdi til Lauritzen Bulkers' globale skibsfartstjenester fra dag ét, siger Rasmus Francis Jensen, vicepræsident for chartering og Lauritzen Bulkers Parcel-Service.
Lauritzen Bulkers
Har hovedkontor i Hellerup ved København
Lauritzen Bulkers er operatør af bulkskibe og beskæftiger sig primært med tørlast
Transporterede 21 millioner tons fragt i 2021
Inden krigen i Ukraine bestod ca. en fjerdel af rederiets sejlads af at fragte kornprodukter
Under krigen har det ændret sig til andre varer, men aktiviteten i virksomheden er ikke umiddelbart ændret
Drev i gennemsnit 80 skibe i 2021
Havde i 2021 en omsætning på 837 millioner dollars
Lauritzenbulkers.com
Under det fremtidige brandnavn - Lauritzen Bulkers Parcel Service - vil Lauritzen Bulkers fortsætte Alexander & Blake's breakbulk- og pakkeservice.
- Jeg er sikker på, at vores nuværende og fremtidige kunder vil få adgang til kreative og konkurrencedygtige fragttilbud. Derudover ser jeg en meget god sammenkobling mellem Alexaner & Blakes værdier og Lauritzen Bulkers' virksomhedskultur, kommercielle mindset og kundefokus, siger David Linden, grundlægger og administrerende direktør for Alexander & Blake.
Alexander & Blakes nuværende medarbejdere, drift og kunde kontrakter vil fortsætte under brandnavnet Alexander & Blake - by Lauritzen Bulkers.
