23948sdkhjf

Fem personer reddet ud af brændende svensk fragtskib

Et svensk fragtskib var på vej til Karlshamn fra Polen, da det brød i brand. Et dansk krigsskib er til stede

Fem personer er fløjet til Norge, efter at der natten til fredag udbrød brand på et svensk fragtskib cirka 55 kilometer øst for Bornholm.

Det oplyser den danske forsvarskommandos pressevagt til TV 2.

En svensk redningshelikopter var først fremme ved skibet, der hedder "Sofia", og gik i gang med at hive personer op fra det brændende skib.

Hele besætningen er fløjet til Kristianstad, siger søredningsleder ved Sø- og Luftredningscentralen i Sverige Emma Nykvist til den svenske avis Expressen.

Ifølge Sø- og Luftredningscentralen i Sverige har der også været en eksplosion på skibet, skriver avisen Aftonbladet.

Risikoen for yderligere eksplosion vurderes dog at være lav.

- Det er svært at sige, men vurderingen er, at det er en nogenlunde stabil situation i øjeblikket, siger Emma Nykvist til Expressen kort efter klokken 22.30.

Årsagen til branden er ukendt, oplyser hun.

En dansk redningshelikopter og det danske krigsskib "Absalon" henholdsvis fløj og sejlede også ud til det svenske skib.

Absalon var på vej hjem fra en øvelse, da det hørte nødkaldet fra svenske Sofia, oplyser Forsvarskommandoen til TV 2.

Derfor valgte det danske skib at skifte kurs og sejle mod "Sofia".

Fragtskibet var på vej fra Polen til den svenske by Karlshamn, der ligger cirka 150 kilometer nordøst for Malmø, da branden brød ud, skriver Expressen.

Det skulle lastes ved byggefirmaet Schweden Splitt i landsbyen Elleholm, der ligger cirka ti kilometer fra Karlshamn.

Expressen har talt med Schweden Splitts administrerende direktør, Gunnar Tonnvik, som fortæller, at besætningen er svensk.

- Vi ventede på, at hun ("Sofia", red.) skulle laste i morgen formiddag. Det er jeg ked af at høre. De kommer meget ofte hos os, siger han til Expressen.

Absalon er én af Danmarks søværns fem fregatter. I Absalon-klassen er også "Esbern Snare", mens "Iver Huitfeldt", "Peter Willemoes" og "Niels Juel" er blandt de tre af Iver Huitfeldt-klassen.

Fregatterne af Iver Huitfeldt-klassen er særligt velegnede til luftforsvar. Fregatterne i Absalon-klassen er særligt egnede til forsvar mod ubåde.

/ritzau/

Kommenter artiklen (4)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095