23948sdkhjf

Samsø misser millioner til ny alu-færge

Pengene skulle have understøttet et indkøb af en ny batteridrevet aluminiumsfærge mellem Sælvig og Hou

Afslag.

Det er, hvad Samsø Kommune netop har modtaget på en ansøgning, der skulle lægge kursen for et grønt færgeskift i kommunen.

Drømmen er at udskifte 'Prinsesse Isabella' med en batteridrevet aluminiumsfærge og til det formål, har Samsø Kommune - der står bag Samsø Rederi - søgt midler i en millionpulje under EU kaldet Innovation Fund.

Desværre uden resultat.

 - Afslaget er blandt andet begrundet med et behov for supplerende sammenlignende analyser af energiforbrug, ønske om tydeligere kobling mellem projektet og det forretningsmæssige potentiale samt behov for afdækning af skibsværfter indenfor EU, der vil kunne bygge færgen, lyder det fra kommunen i en pressemeddelelse.

Hvor mange millioner kroner, kommunen har søgt, fremgår ikke.

Samsø Kommunes drøm er at indsætte en ny færgetype på ruten Sælbig-Hou i form af en batteridrevet aluminiumsfærge, der bygges som en hurtigfærge, men sejler med samme hastighed som 'Prinsesse Isabella'.

Ny chance

Kommunen går nu afslaget efter i sømmene for at se, om de kan imødekomme begrundelserne for afslaget til en kommende ansøgning. Fonden har nemlig givet udtryk for, at de godt kan se potentialet i Samsøs nye alu-færge på batteri, og derfor øjner kommunen håb for, at pengene måske kan falde en anden gang. 

Det lyder også fra kommunen, at døren til EU-puljen langt fra er smækket helt i, bare fordi dette afslag er tikket ind. 

Der er nemlig mulighed for, at kommunen kan få tildelt en mindre portion penge gennem puljen inden for de næste par måneder. Penge, der kan øremærkes en ekstern konsulent, der kan hjælpe med at skærpe ansøgningen, hvis man beslutter at søge igen.

Kommunen har ikke besluttet, hvorvidt man ansøger igen i 2025, men det er man ved at overveje, står der i pressemeddelelsen. 

Millionregning fra EU

Det er ikke den eneste økonomiske hovedpine, som Samsø Rederi og kommunen bakser med for tiden.

I sidste uge kom det frem, at rederiet - som det eneste i Danmark - får en millionstor regning fra EU for en portion CO2-kvoter, der skal kompensere for den udledning, som 'Prinsesse Isabella' udleder i 2024.

Det er ikke helt klart, præcis hvor stor regningen bliver, men Samsø Kommune anslår den til mellem 1 og 1,5 mio. kr. Kvoterne handles ud fra en markedspris styret af udbud og efterspørgsel, og derfor er prisen først kendt, når handlen er afsluttet. 

Normalt kan færger, der sejler til og fra øer med færre end 200.000 beboere - som Samsø sorterer under - slippe for CO2-regningen. Men fordi 'Prinsesse Isabella' er større end 5000 bruttoregisterton, skal kommune og rederi betale ved kasse ét. 

Borgmester i Samsø Kommune Marcel Meijer (S) understreger, at man i kommunalbestyrelsen forventer at få dispensation fra næste år og i hvert fald frem mod 2030, så man fremadrettet slipper for at betale. 

Foruden EU’s CO2-kvotesystem vil der fra 2025 være et nationalt krav om betaling af CO2-afgift. Staten har dog afsat en pulje til kompensation til kommunerne, og Samsø Kommune arbejder på, at disse midler i høj grad prioriteres til at kompensere færgedrift, der er essentiel infrastruktur.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079