23948sdkhjf

Pengetank i overraskende exit: Forlader Standardfærge-konsortiet

Projektets pengetank trækker sig, nu hvor kommunerne finder penge til ø-færgerne i KommuneKredit

PensionDamark er ikke længere en del af konsortiet bag Standardfærgen.

Det oplyser pensionsselskabet i et skriftligt svar til Søfart.

- PensionDanmark har indgået aftale med de øvrige parter i standardfærgeprojektet om, at vi udtræder af konsortiet. Spørgsmål til den fremtidige finansieringsmodel skal derfor rettes til Færgesekretariatet og Danske Standardfærger, lyder det.

PensionDanmark var del i konsortiet bag Standardfærgen sammen med OMT og Færgesekretariatet. MEQ er desuden tilknyttet partnerskabet som investeringsadministrator, ligesom der er tilknyttet en række underleverandører, heriblandt Jens Kristensen, som har designet elfærgen M/E Ellen.

Sagen sker i kølvandet af, at de fem aktuelt involverede kommuner - Slagelse, Aalborg, Odder, Faaborg-Midtfyn og Svendborg - alle har vendt ryggen til den oprindelige finansieringsmodel. Den model byggede på en 20-årig leasingaftale mellem kommuner og PensionDanmark, hvor sidstnævnte ville eje færgerne og lease den ud til kommunerne. 

Kommunerne har i stedet valgt låne pengene i Komunekredit, fordi leasingaftalen med PensionDanmark blev for dyr.

Så nu hvor kommunerne ikke skal bruge PensionDanmark som pengepartner mere, er pensionsselskabets rolle altså udspillet.

Casen fra Odder

I Odder Kommune gik med i standardfærgeprojektet i december 2022. Den årlige leasingsum plus betaling for et driftssupportsystem ville beløbe sig til 6,9 mio. kr. for kommunens vedkommende.

Men den plan skulle vise sig ikke at holde stik, ford projektet nåede at stige i pris to gange.

Første gang i september 2023, hvor kommunens årlige udgift pludselig hed 7,2 mio. kr., på grund af regulerede timesatser fra konsortiet.

Anden gang var i starten af 2024, hvor den makroøkonomiske og geopolitiske situation havde medført prisstigninger, der betød, at projektet i sin nuværende form kom til at koste kommunen næsten 9,85 mio. kr. årligt.

Altså knap tre mio. kr. mere om året, end hvad der først var budgetteret med. Eller en stigning på i underkanten af 43 pct.

- Der er tale om en billigere finansiering ved at låne pengene i Kommunekredit. Det er derfor, vi gør det, har borgmester i Odder Kommune Lone Jacobi tidligere fortalt Søfart. 

Både Aalborg Kommune, Slagelse Kommune og Faaborg-Midtfyn har bekræftet overfor Søfart, at man arbejdere videre med modellen, hvor KommuneKredit agerer bank.

Win-win-win

Det var i maj 2021, at PensionDanmark kunne offentliggøre, at de var trådt ind i konsortiet sammen med Færgesekretariatet og OMT.

Det blev slået stort op og kaldt en 'win-win-win' løsning af daværende formand Torben Möger Pedersen.

- Med den model, vi har budt ind med, lettes kommunerne for risiko og kapitalbinding, samtidigt med, at de får mulighed for at optimere færgedriften gennem kvalificeret sparring, sagde han. 

- Det giver større fleksibilitet og sikkerhed mod potentielle driftsrisici og ikke mindst en fremtidssikret og bæredygtig færgeløsning udviklet af erfarne skibsdesignere, skibskonstruktører og skibsinvestorer. Det er i sandhed en win-win-win-løsning for konsortiet, kommunerne og passagererne, sagde han.

PensionDanmark har hele tiden skulle spille rollen som pengetank, hvilket færgeprojektet rimede godt på, lød det fra Torben Möger Pedersen. 

- Det er et projekt, der passer perfekt ind i vores strategi om at forrente medlemmernes pensionsopsparinger gennem innovative og bæredygtige investeringer, der rummer et positivt samfundsbidrag og skaber bedre vilkår for den danske ø-befolkning, lød det desuden. 

Allerede den gang var det aftalt, at kommunerne og PensionDanmark skulle indgå leasingkontrakt med hinanden. 

- Færgerne tilbydes på langvarige leasingaftaler til kommunerne, som mod en fast ydelse får fuld råderet over færgerne og dermed bibeholder det fulde ansvar for den daglige drift af overfarterne, fremgik det. 

Standardfærgen

  • Færgesekretariatet repræsenterer 17 kommuner, der har færgedrift til i alt 26 danske øer samt en række mindre overfarter.
  • Sekretariatet indledte i oktober 2020 et innovationsudbud på et standardfærgekoncept som alternativ til den nuværende model, hvor de enkelte kommuner selv indkøber færger til at betjene de danske småøer.
  • PensionDanmark bidrager med finansieringen, mens Odense Maritime Technology står for at designe og udvikle færgekonceptet. MEQ er tilknyttet partnerskabet som investeringsadministrator, ligesom der er tilknyttet en række underleverandører, heriblandt Jens Kristensen, som har designet elfærgen M/E Ellen, der sejler mellem Søby på Ærø og Fynshav på Als.

De 17 kommuner bag Færgesekretariatet er: • Aalborg • Norddjurs • Svendborg • Lolland • Aabenraa • Slagelse • Haderslev • Kalundborg • Struer • Faaborg-Midtfyn • Holbæk • Horsens • Hedensted • Assens • Skive • Langeland • Odder

Læs flere artikler om Standardfærgen her.

Standardfærgen sprænger budgettet i Odder

Kommuner vender ryggen til Standardfærgens finansieringsmodel

Banebrydende ide: Skibsdesignere og pensionsfolk i alliance om grønne færger

Standardfærgen ramt af rådgiver-tvist

Færgesekretariatet: Ærgerligt, at Ærø ikke er med i udviklingen af Standardfærgen

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063