23948sdkhjf

Trods møgsager på havnen: Maritim klynge kan ikke få armene ned

Frederikshavn Havn klinger af katastrofekurs lige for tiden. Det vil otte nordjyske erhvervsledere lave om. Det er stadig masser at gode historier fra toppen af Danmark, mener de

Kritikken hagler stadig ned over Frederikshavn Havn, der i den grad er blevet trukket igennem mediemøllen i sagen om havnens kuldsejlede økonomi.

Men der er stadig noget pænt at sige om de virksomheder, der holder til på den nordjyske havn.

Det mener i hvert fald Frederikshavns såkaldte maritime klynge, der består af otte virksomheder, der til sammen tegner sig for 1.612 lokale arbejdspladser.

Sammen slår virksomhederne nu et slag for, at der stadig er gode fortællinger at hente i Frederikshavn: de seneste år har budt på alt fra flere ansatte, større ordrer og nye markeder.

Flere af virksomhederne har afleveret rekordregnskaber og rider i disse år på en bølge af fremgang og succes.

Det gælder både det igennem 66 år familieejede reparationsværft Orskov Yard A/S med 225 medarbejdere samt den maritime servicevirksomhed VMS Group A/S, der i 2001 blev stiftet af ejeren Morten Vestergaard og i de mellemliggende år er vokset fra to til 350 ansatte på verdensplan.

Også ME Production A/S, der producerer og udvikler blandt andet hybrid gear, røgrensningsanlæg og andre nye teknologier til at reducere drivhusgasser, har netop afleveret sit hidtil bedste regnskab i virksomhedens 10-årige historie og etablerer snart en serviceafdeling i Den Mexicanske Golf.

Soft og Teknik A/S, der bl.a. leverer bæredygtige løsninger inden for energi og miljø, har udvidet og fordoblet sine produktionsfaciliteter og har i de seneste år udvidet arbejdsstyrken, så man nu er oppe på flere end hundrede medarbejdere. 

Virksomheden har indtaget nye markeder i Sverige, Tyskland og Grønland, og forventer, at omsætningen mere end fordobles fra regnskabsåret 2022/23 til 2023/24.

Flere medarbejdere

Og listen over solstrålehistorier fortsætter:

Scanel International A/S har siden virksomhedens start i 1991 haft en vedvarende vækst og har for længst sikret sig en position som en ledende leverandør af integrerede tekniske løsninger til marine-, industri-, vind- og olie/gas-sektorerne. 

Norisol, der er totalleverandør til marinebranchen og udfører alt lige fra teknisk isolering til indretning på skibe, er bl.a. også leverandør til Novo Nordisk og oplever for tiden også stor vækst. Norisol gør meget ud af at ansætte lærlinge og bidrager, ligesom de syv andre virksomheder, til at sikre kvalificeret arbejdskraft i Frederikshavn.

Også Hytek A/S er de senere år vækstet væsentligt på alle arbejdsområder, og har løbende rekrutteret flere nye medarbejdere. Virksomheden har ekspertviden i hydrauliske-, smede- og mekaniske løsninger, og har specialiseret sig i salg, renovering og overhaling af marinekraner, samt 1- og 5-års syn af kraner, redningsbåde og davider. 

Sidste år udvidede virksomheden sine faciliteter på havnen i Frederikshavn med nyt montage-, konstruktions- og smedeværksted samt en stor opgradering af kontor- og velfærdsfaciliteterne.

Hver femte arbejdsplads er blå

En analyse viste allerede i 2016, at op mod hver femte arbejdsplads i Frederikshavn Kommune var forbundet med den maritime branche.

De seneste år har alene de otte virksomheder tilsammen ansat flere end hundrede nye medarbejdere og tegner sig i dag samlet for en omsætning i milliardklassen, ligesom de har sat deres hjemby på verdenskortet med datterselskaber og afdelinger i Sverige, Norge, England, USA, Brasilien, Namibia, Mellemøsten, Malaysia og Kina.

Relevante uddannelser sikrer fødekæden

Også uddannelsesinstitutionerne vil have del i, at det faktisk går godt på toppen af Danmark, selvom historien om havnen siger noget andet.

De lokale og regionale uddannelsesinstitutioner som den tekniske skole EUC Nord og det maritime uddannelsescenter MARTEC understøtter den positive udvikling ved at udvikle og tilbyde relevante uddannelsesretninger inden for det maritime felt. 

I Frederikshavn kan du tage en maritim studentereksamen og siden uddanne dig til f.eks. skibsmontør, elektriker, skibsingeniør, smed eller maskinmester. Faggrupper, der er stadig større rift om, for uden dygtige og velkvalificerede medarbejdere kunne Frederikshavns maritime virksomheder ikke præstere det, de formår at gøre i dag.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125