23948sdkhjf

Ø-færgernes førstemand træder tilbage

En af landets mest garvede søfartspersonligheder gør klar til at forlade branchen

Det er en mand, der har været vidt omkring i dansk søfart, der nu gør sig klar til at gå på pension. 

Gennem sin mangeårige karriere har Jan Fritz Hansen både optrådt på de bonede gulve i det daværende Rederiforeningen i Amaliegade tæt på Amalienborg såvel som i Færgesekretariatets mere ydmyge lokaliteter på Ærø. 

Men nu skal Færgesekretariatet have ny direktør. 

Jan Fritz Hansen går på pension, når bestyrelsen har fundet en afløser. Foreløbig er sidste arbejdsdag sat til 1. september, og Jan Fritz Hansen vil på daværende tidspunkt have rundet de 69 år. 

Jan Fritz Hansen tiltrådte som sekretariatschef i det - dengang - nyoprettede Færgesekretariatet i 2015. Organisationen blev oprettet som ø-færgekommunernes fælles enhed, hvor det siden har været direktørens opgave at tale ø-færgernes sag overfor offentligheden generelt og landspolitikerne i særdeleshed. 

Færgesekretariatet er dermed blevet opbygget i en brydningstid for den kommunale færgesektor, hvor kommunerne står overfor store fælles udfordringer med udskiftning af en lang række ældre småfærger. 

Her har Jan Fritz Hansen i særdeleshed gjort sig bemærket som den utrættelige fortaler for et fælles koncept, standardfærgekonceptet, hvis målsætning har været at skabe et standardiseret, og dermed billigere, færgekoncept, som de enkelte kommuner kan gøre brug af. 

Før ankomsten til Færgesekretariatet tjente Jan Fritz Hansen i intet mindre end 33 år i Rederiforeningen. 

Her stod han bl.a. fadder til brancheorganisationens første lobbykontor i Bruxelles i 1989. Han tjente i den seneste årrække som Rederiforeningens vicedirektør.  

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172