23948sdkhjf

Søløvens hule: Maritim rugekasse får tre års finansiering mere

Iværksættere og maritime virksomheder får muligheden for at slå pjalterne sammen i tre år endnu med midler fra Den Danske Maritime Fond

Så er der godt nyt til start up virksomheder med store drømme og maritime ideer.

Acceleratorforløbet Maritime Stars, der matcher iværksættervirksomheder og investorer med maritime ben har fået en ny bevilling fra Den Danske Maritime Fond der gør, at programmet kan køre tre år endnu.

Det oplyser projektets leder Allan Hejslet fra Erhvervshus Nordjylland til Søfart.

Konceptet er en platform, hvor udstyrsproducenter, værfter, rederier, havne og andre aktører kan mødes med innovative startups fra hele landet. Det kan bane vej for et af branchens helt store ”missing links” nemlig, at ideer og penge ikke altid mødes.

- Virksomheder kan skyde genvej til den innovationskraft, der mangler, mens unge startups til gengæld får en unik mulighed for vækst, siger Allan Hejslet.

Jeg er en meget glad mand. Vores deltagelse i Maritime Stars har virkelig åbnet døre for os Lasse Ekdahl, medstifter og direktør i

- De bedste startups skal pitche deres forretningsidé over for virksomheder, der allerede har driftssikre produktionsapparater, internationale distributionskanaler og etablerede leverandør- og værdikæder. Hver startup får på den måde direkte adgang til sparringsmøder med de erfarne virksomheder, og for nogle vil mødet ende i et konkret fremtidigt samarbejde, siger han.

Tørlast og satellitter

Samarbejdet mellem GateHouse og virksomheden Clean Quote er et konkret eksempel på et forretningsægteskab, der kom op at køre via Maritime Stars.

GateHouse arbejder med satellitteknologi til tracking af forskellige enheder på tværs af brancher, blandt andet AIS-data til søfarten. 

Gate House slog klørene i Clean Quote, der har udviklet en cloud-baseret løsning, hvor tørlastskibe verden rundt kan finde den rette udbyder af kemikalier og hjælpemidler til rengøring af lasttanke både med hensyn til pris og miljø. 

Med partnerskabet kan Clean Quote nu tilbyde sin handelsplatform til flere internationale kunder sammen med Gate House Igniter, som er Gate House’s inkubatorselskab.

- Jeg er en meget glad mand. Vores deltagelse i Maritime Stars har virkelig åbnet døre for os og har givet os muligheden for at lande det her samarbejde med Gate House, sagde partner i Clean Quote Lasse Ekdahl, da samarbejdet blev en realitet.

Hånd i hånd 

Og der er brug at tænke ud af boksen i den - til tider lidt konservative - maritime industri. Det mener Danske Maritime, der sammen med Erhvervshus Nordjylland har stablet konceptet på benene. 

- Skal det blå Danmark fortsætte med at stå stærkt nationalt såvel som internationalt, kræver det, at innovative løsninger fra startups og erfaringer i de etablerede virksomheder går hånd-i-hånd. Gennem partnerskaber bliver der skabt fremdrift, jobs og økonomisk vækst for branchen. Da maritimt iværksætteri i altovervejende grad sker i industrien, føler vi et særligt ansvar og er utrolig glade for, at Maritime Stars igen kan give stærke idéer luft under vingerne,  siger Jenny Braat, CEO i Danske Maritime.

Lige nu er der åbent for ansøgninger for blå startups fra hele landet til ”Søløvens Hule" pitcharrangementet den 20. juni. 

Her skal 10 startups pitche ideer foran 30+ investorer og virksomheder fra den samlede maritime industri. De bedste bliver optaget som en del af Maritime Stars.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079