23948sdkhjf

Skagen Havn sætter regnskabsrekord - igen

Skagen Havn har holdt dampen oppe i 2023 og slået regnskabsrekorden fra året før

Anden gang er også lykkens gang på toppen af Danmark.

Skagen Havn har netop fremlagt regnskab for 2023, hvor bestyrelsen noterer sig fremgang på både omsætning og bundlinje og slår rekord begge steder.

Havnens omsætningen nåede i 2023 81,8 millioner kroner og et resultat på 28,7 millioner kroner.

Dermed var begge poster større end i 2022, hvor omsætningen lød på 78,6 millioner kroner og et resultat på 26,8 millioner kroner. Et år, der var historisk godt for havnen i Skagen. 

Det fremgår af en mail sendt til Søfart.

Bestyrelsen selv betegner 2023 som et, der har "overgået alle forventninger" og er selvsagt tilfredse med en rekord for andet år i træk.

Langsigtet vision

Bestyrelsen har noteret sig øget aktivitet i indenfor alle havnens forretningsområder og peger især på målrettede investeringer i infrastruktur og faciliteter gennem flere år som årsagen til det flotte resultat. 

- Det er vigtigt at pointere, at det ikke kun er en enkeltstående præstation, men et resultat af en langsigtet vision og målrettet arbejde, siger Niels Arnold Lund, bestyrelsesleder for Skagen Havn. 

De optimerede faciliteter i havnen udgør ikke kun en fordel for Skagen Havn, men også for havnens kunder, som nyder godt af de moderne og bæredygtige løsninger, tilføjer han. 

Administrerende direktør, Willy Bent Hansen, udtrykker stor glæde over det flotte resultat, som organisationen har leveret. 

- Jeg vil gerne understrege betydningen af den positive udvikling på tværs af alle forretningsområder, som har været med til at forme Skagen Havn til den virksomhed, den er i dag. Med en øget aktivitet har havnens drift vist sig at være rigtig effektiv og fleksibel, hvilket har haft en betydelig indvirkning på bundlinjen, siger han. 

Stadig stor på fisk

Skagen Havn kunne i 2023 blandt andet stadfæste sin position som Danmarks største fiskerihavn i følge en opgørelse fra Fiskeristyrelsen.

56 procent af den samlede mængde landede fisk i Danmark i 2023 blev landet i Skagen, hvor der i alt blev landet 412.000 tons. I 2022 var det 51 procent der blev landet i Skagen, altså en stigning på fem procent på den samlede mængde landede fisk i kilo.

- Det er positivt for serviceerhvervet og for havnens produktionsvirksomheder at stadig flere fiskefartøjer vælger at lande deres fangst her. Skagen Havn arbejder fortsat fokuseret på at udvikle og forbedre faciliteter til fiskeriet, samt at understøtte den grønne omstilling. Vi har på nuværende tidspunkt flere projekter i støbeskeen, blandt andet er Skagen Havn en del af et bæredygtigt EU projekt, som omhandler at etablere landstrøm til større fiskefartøjer, så de kan være koblet på landstrøm imens de lander, udtaler direktør for Skagen Havn, Willy B. Hansen.

Bestyrelsen tilføjer, at de med regnskabet for 2023 ser sig godt rustet til indeværende regnskabs år og ser frem til at byde nye udfordringer velkommen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125