23948sdkhjf

Medie: Konsulenter afviser Mærsk som Schenker-køber

Seniorforsker kalder Mærsk-køb af DB Schenker for "usandsynligt"

Det vakte stor opsigt da A.P. Møller - Mærsk for få uger siden pludselig åbnede op for et muligt opkøb af den tyske logistikgigant DB Schenker.

Mærsk har nemlig tidligere afvist enhver interesse i det, som ofte beskrives som logistikbranchens største opkøb nogensinde.

Tobias Fromme, seniorforsker hos konsulentvirksomheden Bernstein, mener dog at det er højst usandsynligt, at Mærsk rent faktisk ender med at købe virksomheden.

- Vi mener, at Mærsk sandsynligvis vil holde sig til mindre opkøb og organisk vækst i stedet for at kaste sig over en gigant som Schenker, siger seniorforskeren ifølge mediet The Loadstar.

Alligevel finder han det ganske naturligt, at opkøbet har Mærsks interesse. Han henviser til, at rederiet de seneste år har haft en massivt fokus på logistik.

- Vi er ikke så overraskede over, at Mærsk ser på DB Schenker som en opkøbsmulighed i logistikdivisionen. Mærsk har allerede brugt mere end 8 mia. dollars på at udvide deres kapaciteter, og DB Schenker er en af de største speditører i verden, siger Tobias Fromme.

Hos Bernstein ser de i stedet den danske speditør DSV som den mest sandsynlige køber. DSV er nemlig den potentielle køber, som kan betale flest penge og som samtidig også ser ud til at få mest ud af opkøbet.

Enig dansk analytiker

Bernstein er ikke den første til at påpege, at et Mærsk-opkøb af DB Schenker virker usandsynligt.

I et tidligere interview med SCMNews kom den danske Sydbank-analytiker Mikkel Emil Jensen med den samme konklusion.

- Mærsk tidligere opkøb har været med henblik på at købe en mindre virksomhed, som de skalere op med deres eget kundekartotek. De køber ikke for at få stor volumen og skabe synergier på samme måde, som DSV gør. Samtidig har Schenker en helt anden størrelse end de opkøb, som Mærsk tidligere har foretaget, sagde han dengang.

Hvem der officielt har meldt sig som potentielle købere er i sagens natur ukendt. Men ifølge den tyske transportavis DVZ er der angiveligt op mod 25 virksomheder, der har interesse i opkøbet. Udover Mærsk og DSV går der ifølge mediet rygter om, at blandt andet MSC, UPS og DHL skulle være blandt de interesserede.

Ligesom konsulenterne hos Bernstein finder Mikkel Emil Jensen det mest sandsynligt, at det bliver DSV, der ender med at lande det gigantiske opkøb.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109