23948sdkhjf

Færre omkom på arbejdet i 2023

Antallet af arbejdsrelaterede dødsulykker er på det laveste niveau siden 2018 og er markant lavere end i 2022

I 2023 døde 31 personer i arbejdsrelaterede ulykker. 

Det viser nye tal fra Arbejdstilsynet, som fastslår, at antallet af dødsulykker i 2023 ligger markant lavere end i 2022, hvor 43 personer døde på arbejdet.  Det skriver Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse. 

Antallet af omkomne i arbejdsulykker i 2023 er samtidig det laveste siden 2018. 

Tre brancher fylder mest

Tre brancher topper årets ulykkesstatistik over arbejdsrelaterede dødsulykker: Landbrug, skovbrug og fiskeri, hvor der var seks dødsulykker i det forgangne år. 

Bygge- og anlægsbranchen havde fire dødsulykker og Vejgodsbranchen tre dødsulykker i 2023.

De tre branchegrupper er kendetegnet ved, at de i en årrække har været at finde blandt de tre øverste brancher i forhold til dødsulykker.

Derfor besluttede arbejdsmiljøforligskredsen i sommeren 2023, at Arbejdstilsynet i år og de næste to år skal gennemføre en helhedsindsats mod arbejdsulykker med et særligt fokus på de tre brancher. I 2024 er fokus på branchegrupperne Landbrug, skovbrug og fiskeri.

Derudover er der netop blevet nedsat en ekspertgruppe, der i år og de næste to år skal analysere og samle ny viden om forskellige emner, som kan være med til at forebygge alvorlige arbejdsulykker. I 2024 bliver der sat fokus på ulykker ved arbejde med maskiner i landbruget.

- Med de nye initiativer har Arbejdstilsynet særligt fokus på de brancher, hvor der sker flest dødsulykker. Vi er optaget af, at indsatserne mod arbejdsulykker får en positiv effekt på at nedbringe arbejdsulykkerne i branchegruppen og derfor arbejder vi bl.a. sammen med de centrale aktører i branchegruppen, siger souschef for ulykker og erhvervssygdomme, Lars Uldall Beck i en pressemeddelelse fra Arbejdstilsynet. 

Antallet af omkomne i arbejdsulykker i 2023 kan i øvrigt stige fra 31 til 32, da der er en dødsulykke, hvor det stadig vurderes, om ulykken var arbejdsrelateret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094