23948sdkhjf

Disse søfolk havde hård hud i næverne - nu skal de klimabeskyttes

Vikingeskibene i Roskilde får til huse på det nye Vikingeskibsmuseum, der bliver bæredygtigt og klimasikret

Vikingeskibene i Roskilde skal have nyt hjem, der kan sikre dem mod vind og vejr.

Og nu er vinderen af arkitektkonkurrencen om et nyt vikingeskibsmuseum fundet. Det oplyser Vikingeskibsmuseet i Roskilde til Ritzau.

Det bliver Lundgaard & Tranberg Arkitekter, der skal stå i spidsen for projektet.

De skal skabe en ny bygning, der skal huse de fem vikingeskibe, en transformation af Vikingeskibshallen samt en forandring af landskabet omkring museet.

To nøgleord har været i højsædet, da vinderen af konkurrencen skulle findes. Nemlig bæredygtighed og klimasikring.

Det er bare tre uger siden, at Vikingeskibsmuseets beredskab måtte sikre de 1000 år gamle skibe mod den stormflod, der ramte Danmark.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at vikingeskibene får et nyt hjem. Det fortæller Tinna Damgård-Sørensen, der er museumsdirektør på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

- De fem vikingeskibe er jo en del af vores fælles kulturarv. Vikingeskibshallen kan ikke længere give dem den nødvendige beskyttelse mod den klimaudvikling, vi ser med tilbagevendende stormfloder, siger hun.

- Så vi har brug for at lave en lidt drastisk løsning for at sikre skibene fremover. Derfor har vi besluttet at opføre en helt ny bygning, så vi kan sove trygt om natten. Også selv om der kommer stormflod.

Samtidig fortæller hun, at der i den nuværende bygning kommer en del lys ind, der rammer skibene.

Og det kan de gamle skibe ikke tåle. Det kan nemlig nedbryde konserveringsmateriale i skibene.

Det er der derfor taget højde for i det kommende byggeri.

De bygninger, der allerede er en del af dagens Vikingeskibsmuseet i Roskilde bliver stående.

Den bygning, der indtil nu har huset vikingeskibe, skal fremover arbejde med forskellige udstillinger, så museet kan tiltrække flere gæster i vintersæsonen.

Hvis alt går efter planen, så vil byggeriet stå på mellem 2025 og 2027.

I 2028 kan vikingeskibene så rykke til deres nye klimasikrede hjem.

Folketinget støtter projektet med 150 millioner kroner, mens Roskilde Kommune støtter med 25 millioner kroner. Tre fonde støtter sammenlagt med 135 millioner kroner. Det oplyser Vikingeskibsmuseet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093