Først var der 46 - og nu er der 41 tilbage.
Eftersøgningen af de 46 containere, som blev tabt i Nordsøen af et Mærsk-skib i forbindelse med et uvejr i dagene før jul, er kommet et lille skridt nærmere målet.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) skriver på Twitter, at endnu én af de forsvundne Mærsk-containere er skyllet i land på den jyske vestkyst.
Containeren er tom og vil snarest muligt blive fragtet væk.
Dermed er der styr på fem af de efterlyste containere. Fire af dem skyllede i land umiddelbart efter, men resten befinder sig fortsat i havet et sted.
Mærsk har indsat to specialskibe, der leder efter containerne ude på åbent hav.
/ritzau/