23948sdkhjf

Tusindvis af liter sojaolie er sluppet ud i norsk havn

Det frygtes, at udslippet kan være skadeligt for de over 250 fuglearter i det nærliggende naturreservat

Mellem 40.000 og 50.000 liter sojaolie er natten til tirsdag sluppet ud i havneområdet Øra i den norske by Fredrikstad.

Det fortæller vagtchef ved det lokale politi Ole-Martin Isebakke til det norske medie VG.

- Det er et relativt stort udslip, siger han.

Øra ligger ved Østerelva, som er en del af Glomma, der med sine 623 kilometer er Norges længste elv.

Det frygtes, at udslippet kan være skadeligt for de over 250 fuglearter, som lever i det nærliggende naturreservat.

Det 15 kvadratkilometer store naturreservat har siden 1985 været omfattet af Ramsarkonventionen, som beskytter vådområder, der er af særlig betydning for vandfugle.

Politiet oplyser yderligere, at olieudslippet stammer fra et lokalt selskab. Hvordan det er opstået, er dog for nuværende uklart. En efterforskning af sagen er blevet iværksat.

Fredrikstads beredskabschef, Jørn Bustgaard, fortæller lokalmediet Fredrikstad Blad, at det vigtigste lige nu er at indskrænke udslippet og forhindre det i at sprede sig til nabokommunen Hvaler.

Han siger yderligere, at sojaolie kan være farligt for fugle, da det kan klæbe sig til deres fjerdragt og gøre, at de fryser ihjel.

Sojaolie anvendes ifølge Arla mest til fremstilling af margarine. Det kan dog også købes rent eller blandet med rapsolie.

Ifølge Ole-Martin Isebakke er samtlige brandfolk i Fredrikstad i aktion for at indskrænke oliepølen ved at lægge en form for slanger i vandet, som kan forhindre olien i at sprede sig.

- Indtil videre ser vi en positiv effekt af slangerne, siger en operationsleder fra politiet til VG omkring klokken 02.30.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062