Op til slutningen af 1960’erne, hvor jumbojetten gjorde sit indtog, var det at sejle den mest almindelige måde at rejse fra et kontinent til et andet. Linere – d.v.s. passagerskibe i fast rutefart – dækkede et rutenet, som hovedsageligt gik fra Europa til resten af verden, men hvor farten til USA var langt den vigtigste.
I modsætning til krydstogtskibe, var linerne inddelt i flere klasser, hvor passagererne ikke frit kunne bevæge sig rundt på skibet. Der kunne være en verden til forskel om man rejste på tredje eller første klasse.
Tredje klasse kunne være yderst spartansk med op til 16 i sovesale, hvorimod man på første klasse ofte rejste i ekstrem luksus, hvilket især var tilfældet for emigrantskibene bygget op til 1920’erne.
Rederierne forsøgte at overgå hinanden i luksus og service på 1. klasse. For lande som England, Tyskland, Frankrig, Italien og USA var der prestige i at have de største og mest luksuøse linere, som var landenes stolthed, og kendt af hele befolkningen i de givne lande.
Den sidste liner som blev bygget til rutefart var ’Queen Elizabeth 2’ (QE2). I det følgende er der en beskrivelse af forskellen på de to mest dominerende britiske rederier Cunard og P&O, som på næsten alle fronter var diametral forskellige – det ene med sejlads over det kolde Atlanterhav, og det andet med sejlads på troperne.
Verdens førende liner-nation
Storbritannien var op til Anden Verdenskrig verdens største imperium med 65 lande, som omfattede 25 pct. af jordens areal og befolkning. Dette skabte grundlaget for verdens største flåde af linere, som forsynede kolonierne med embedsfolk, militærpersonale og udstationerede. Storbritanniens flåde af linere var op til 1960’erne derfor verdens suverænt største og kontrolleret af 28 større og mindre rederier – her skal nævnes de to vigtigste:
Storbritanniens flåde af linere var op til 1960’erne verdens suverænt største og kontrolleret af 28 større og mindre rederier
Den kendte: Cunard Line
Verdens mest kendte liner rederi var uden tvivl Cunard Line med deres dronninger ’Queen Mary’, ’Queen Elizabeth’, ’QE2’ og den nye ’Queen Mary2’, som samtidig er nogle af de mest kendte skibe i verden.
Cunard Line fusionerede i 1934 med White Star Line, som var ejer af ’Titanic’, som bekendt stødte på et isbjerg og forliste i 1912. Cunard var kendt for at bygge meget konservative – måske lidt gammeldags skibe – men hvor sikkerhed, og pålidelighed havde første prioritet. Der var prestige i at krydse Atlanten i Cunards’ skibe, som var kendt for at have berømtheder og kendisser som passagerer. Blandt besætningen var der ’kæft trit og retning’ og en meget autoritær hakkeorden, hvor kaptajnen suverænt var øverstbefalende.
Samtidig var der for passagererne en style, som var meget formel med lidt stramme regler for påklædning – især på første klasse. En del passagerer foretrak derfor de mindre skibe, som var mere uformelle og afslappede med mere hygge. Winston Churchill havde ’Queen Mary’ som sit foretrukne skib når han - især under krigen - skulle krydse Atlanten, hvilket han gjorde under dæknavnet ’Colonel Warden’. Dette skib kunne med over 30 knob sejle fra Southampton til New York på under 5 døgn, og var således et vanskeligt mål for de tyske ubåde. Cunard skibene var solidt bygget til dårligt vejr i Atlanterhavet om vinteren, og var således skibe med lukket promenadedæk, og begrænset dæksplads. Imidlertid var ’Queen Mary’ en roller, som opførte sig uroligt i dårligt vejr til trods for sin enorme størrelse, og hvor søsyge ofte var en plage. Cunard blev i 1998 opkøbt af Carnival Cruise Line, men bevarer sit navn og identitet.
Den eksotiske: P&O
Det andet dominerende engelske rederi var P&O, som var fundamentalt forskellig fra de Transatlantiske rederier, idet de dækkede de lange ruter fra Storbritannien – via Suez -ud til Australien og Fjerne Østen. Skibene var i de første mange år malet sorte, og var således dystre at se på. Da det var skibe som hovedsageligt sejlede på troperne var dette ikke særligt hensigtsmæssigt – dog havde skibene som tropeskibe store åbne promenadedæk og masser af dæksplads.
Skibene havde op til 1960’erne ikke aircondition, og det må have været ulideligt at passere det Røde Hav om sommeren. Mange passagerer sov derfor på dækket, for der var en uudholdelig varme i kahytterne. Det var P&O som opfandt udtrykket POSH (Port Out Starboard Home), hvor billetterne på skyggesiden af skibet ved passage af Røde Havet var dyrere. ’Posh’ er i England betegnelsen for noget der er fornemt og tjekket.
Rejsen til Australien varede 4-5 uger, og kunne for passagererne være yderst monoton med lange dage, og hvor underholdningen ombord var ret beskeden. Til gengæld var stylen ombord mere afslappet end tilfældet var i Cunard’s skibe.
I 1932 gik P&O over til at male deres skibe hvide, hvilket sænkede temperaturen i skibene med et par grader, og samtidig pyntede på skibenes udseende, hvilket generelt var vigtigt for rederiernes image.
BREAKING