23948sdkhjf

Politiet skal efterforske forløb omkring grundstødning i Grønland

Grønlands Politi skal efterforske, om der er sket noget ulovligt i forbindelse med grundstødt krydstogtskib

Grønlands Politi har indledt en efterforskning i sagen, hvor et krydstogtskib er stødt på grund i Nordøstgrønland.

Det oplyser det grønlandske politi i en pressemeddelelse.

Efterforskningen skal belyse hændelsesforløbet, og om der er sket noget ulovligt i forbindelse med grundstødningen, oplyser politiet.

- En politibetjent er transporteret ud til skibet og skal foretage de indledende efterforskningsskridt, som blandt andet indebærer afhøring af besætningen og andre relevante personer om bord, skriver Grønlands Politi i pressemeddelelsen.

Indtil videre er ingen personer sigtet eller anholdt.

Efterforskningen indledes, efter politiet har fået en anmeldelse fra Søfartsstyrelsen.

Krydstogtskibet stødte på grund i Alpefjord i Østgrønland mandag eftermiddag. Siden har man forsøgt at få det fri uden held.

Der er 206 passagerer om bord på "Ocean Explorer", som krydstogtskibet hedder.

Onsdag morgen forsøgte et fiskeforskningsskib at trække skibet fri. Forsøget lykkedes ikke, oplyste Arktisk Kommando på Facebook onsdag.

Også personel fra Siriuspatruljen har været om bord på krydstogtskibet for at danne sig et overblik. Her lød det, at alle ombordværende har det godt efter omstændighederne.

Hvis der skulle opstå et akut behov, kan Siriuspatruljen være fremme ved skibet inden for halvanden time.

Da Arktisk Kommando modtog meldingen om det grundstødte skib mandag eftermiddag, var den nærmeste enhed inspektionsfartøjet "Knud Rasmussen".

På det tidspunkt var "Knud Rasmussen" 1200 sømil svarende til godt 2200 kilometer fra krydstogtskibet. Det betød, at inspektionsfartøjet tidligst kunne være fremme ved krydstogtskibet fredag morgen lokal tid.

Efterfølgende har "Knud Rasmussen" dog været nødt til at sænke farten som følge af vejret. Nu lyder forventningen fra Arktisk Kommando at fartøjet er fremme ved skibet fredag aften.

"Knud Rasmussen" er et af Søværnets inspektionsfartøjer, som patruljerer ved Grønland og Færøerne året rundt.

Fartøjerne kan bryde is på omkring 80 centimeters tykkelse og er blandt andet bevæbnet med en kanon.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14