23948sdkhjf

Medier: 31 russiske krigsskibe spækket med Rockwool

Siden annekteringen af Krim i 2014 har Rockwool systematisk solgt skibsisolering, der er endt i 31 fartøjer i den russiske flåde

Spionskibe, atomubåde, landgangsskibe og fregatter. Danske Rockwool har systematisk og helt bevidst forsynet den russiske flåde med hundredtusindvis af kvm skibsisolering, der er anvendt i nogle af de mest avancerede fartøjer i den russiske flåde. 

Det afslører en samlet gennemgang af Ruslands officielle udbudsdatabase, som Danwatch og Ekstra Bladet har foretaget.

I alt findes der dokumentation for, at der siden Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014 er solgt Rockwool-skibsisolering til mindst 31 fartøjer i Putins flåde. Herunder blandt andet to destroyere, to ubåde der kan udstyres med atomvåben, to landgangsskibe, tre fregatter, seks minestrygere og fem efterretningsskibe.

I 19 af tilfældene er salget sket gennem Rockwools officielle samarbejdspartner og distributør, virksomheden Marine Complex Systems LLC (MKS), som lever af at servicere det russiske militær.

Flere af skibene har siden spillet en rolle i den nuværende krig i Ukraine. Det gælder de seks skibe, der tilhører Sortehavsflåden, men eksempelvis har landgangsskibet “Pyotr Morgunov” fra den Nordlige Flåde, som MKS i 2018 leverede Rockwool-produkter for 48 mio. rubler (cirka 4,5 mio. kr. i datidens kurs) til, også været direkte involveret i krigen.

I en EU-forordning fra marts 2022 står der om det 135 meter lange skib, der er udstyret med blandt andet en AK-630 kanon og tungt maskingevær:

“Det store landgangsskib »Pyotr Morgunov«-projekt 11711, der blev bygget af United Shipbuilding Corporation, deltog i den ulovlige russiske invasion af Ukraine i 2022.”

Udgør en trussel

Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen, som er orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, så er mængden af russiske flådeskibe med Rockwool samlet set i stand til at udgøre ”en trussel mod allierede styrker til søs, på land og i luften.”

- Samlingen af skibe vurderes at kunne udgøre en militær trussel mod allierede flådefartøjer, herunder ift. specialoperationer, indhentningsmissioner, monitorering, kortlægning af kritisk infrastruktur samt slutteligt i krise- og krigssituationer, siger han.

Professor Michael Petersen, som er leder af Russia Maritime Studies Institute ved US Naval War College og har en fortid i både USA’s militære efterretningstjeneste og landets nationale sikkerhedsråd, mener også, at de mange konkrete krigsskibe er af stor betydning for Ruslands militær.

Han fremhæver, at Ruslands flåde har gennemgået en storstilet modernisering i årene før og efter den ulovlige annektering af Krim i 2014, og ifølge ham afspejler Danwatch og Ekstra Bladets liste med flådefartøjer, der er isoleret med Rockwool, præcis den udvikling.

- Den komplette liste giver et interessant og konkret indblik i den russiske flådes prioriteter for konstruktionen og modernisering af overfladeskibe. De afspejler en vægt på magtprojektion, efterretningsindsamling og kystforsvar, siger han.

- Især er konstruktionen af ??Project 22350 missilfregatter i Gorshkov-klassen det primære fokus i forhold til at genoprette den russiske overflade-flådes globale tilstedeværelse og militære slagkraft.

Tilbage i februar måned i år indledte Erhvervsstyrelsen en undersøgelse, da Danwatch og Ekstra Bladet første gang kunne løfte sløret for Rockwools forbindelser til det russiske militær.

Dengang drejede det sig konkret om fem skibe med Rockwool-isolering i, og Erhvervsstyrelsen mente ikke, der var grund til at tro, at Rockwool havde overtrådt de EU-sanktioner, der blev indført i forbindelse med annekteringen af Krim.

Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Essex Law School i England, understreger, at selvom det viser sig, at virksomheder ikke har brudt sanktioner, så er de stadig forpligtet til at overholde de FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som skal sikre, at virksomhederne ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.

- Rockwool har stået bag en form for systematisk praksis, som virkelig er bekymrende i UNGP-perspektiv. Det tyder på, at der er et større problem med Rockwools screening-processer. Mange eller alle af disse salg er måske teknisk set i overensstemmelse med EU’s sanktioner, men Rockwool forsynede stadig det russiske militær via deres officielle distributører med produkter, der var nødvendige for militærets aktiviteter.

- Så snart Rusland invaderede Krim, burde man have undersøgt de salg grundigere – det, vi kalder forhøjet menneskeretlig due diligence. At Rockwool fortsat tillod disse salg rejser spørgsmålet om, hvad de har foretaget sig, og hvad de foretager sig nu, for at sikre at de ikke er medskyldige i Ruslands krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden, siger hun.

Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt Rockwool om, hvorvidt man har stillet betingelser til selskabets russiske distributører - og om man selv mener, at salgene til det russiske militær overholder retningslinjerne i UNGP.

Det vil Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool, dog ikke svare på, men skriver blandt andet i en mail:

“(...) Som vi også tidligere har sagt, har ROCKWOOL omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence.”

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.475