23948sdkhjf

Malik Energy: CTV’ere går oftere efter de grønne løsninger

Nye brændstoffer har endnu ikke ændret på den type smøremidler, der efterspørges. Men nogle vil gerne betale for mere avancerede smøreolier

Det giver sig selv, at bunkerdelen volumenmæssigt udgør langt, langt størstedelen af forretningen hos Malik Energy i Aalborg. Men ønsket om en ”one-stop-shop” hos mange af de faste bunkerkunder, skaber grundlaget for, at Malik Energy også er fast leverandør af smøremidler til skibsfarten.

...dén grønne trend, vi ser lige nu, ér drevet af nogle af vores kunder fra CTV-segmentet. De er begyndt at efterspørge biologisk nedbrydelige produkter, bl.a. hydraulikolie Michael Rye Jørgensen, Lead Supply Specialist hos Malik Energy

- Jeg anslår, at den del nok udgør omkring fem procent af vores forretning. Der er stort overlap mellem vores bunkerkunder og vores kunder inden for smøremidler. De er typiske mindre rederier, der også opererer mindre skibe – f.eks. bugserbåde, erhvervsfiskefartøjer og CTV’ere (Crew Transfer Vessel, red.) i offshore vind, forklarer Michael Rye Jørgensen, Lead Supply Specialist hos Malik Energy, til Søfart.

Malik Energy opererede frem til årsskiftet under navnet Nordic Marine Oil. Et navn, der opstod efter overtagelsen af Statoil Marine’s danske aktiviteter i 2011. Navneskiftet for to måneder siden er reelt en tilbagevenden til selskabets oprindelige navn og identitet, der strækker sig tre årtier tilbage som bunkerleverandør i Grønland og i det øvrige nordatlantiske marked.

Finsk biodiesel

Som resten af bunkerbranchen, så skal Malik Energy også forholde sig kommercielt til den begyndende grønne transformation, den internationale skibsfart er på vej ind i, med nedbringelse af først partikelemissioner - og trinvist, men også ultimativt om nogle årtier, med drivmidler, der kan sikre en C02-neutralitet i driften.

Som et led i den kommercielle positionering indgik Malik Energy, dengang under navnet Nordic Marine Oil, i 2022 et samarbejde med det finske olieselskab Neste om et såkaldt 0,1 Co-processed marinebrændstof til skibsfarten. Dermed kan Malik Energy nu levere et biodieselprodukt, der er certificeret efter den såkaldte ISCC Plus-standard, og som dermed giver bunkerkunderne adgang til et brændstof, der kan sikre en markant CO2-reduktion sammenlignet med anvendelse af konventionelt-produceret marinegasolie.

Forventer du, at der kommer til at ske store forandringer på smøreolie-området i takt med, at der kommer nye brændstoffer og en general ny grøn teknologi ind i skibsfarten?

- Det kan jeg da ikke udelukke. Men dén grønne trend, vi ser lige nu, ér drevet af nogle af vores kunder fra CTV-segmentet. De er begyndt at efterspørge biologisk nedbrydelige produkter, bl.a. hydraulikolie.

- Det er mit indtryk, at de store energiselskaber og mølleproducenter, der har kontrakter med CTV-rederierne, i stigende grad også stiller krav om, at der anvendes den type af produkter for at mindske risikoen for en miljøforurening, hvis der sker et havari ude på sitet, forklarer Michael Rye Jørgensen.

Han fortæller, at der også kan spores en tendens i forhold til, at kunden er villig til at betale for mere avancerede smøreolieprodukter. Der er således kommet en øget fokus på, at højtspecialiserede produkter i nogle tilfælde godt kan være med til at øge et skibs driftseffektivitet og dermed potentielt også over tid nedbringe driftsomkostningerne.

- Det er en dialog vi stadig oftere har. Vi har nok at gøre med en kombination af de påvirkninger Ukraine-krigen har haft på markedet samt det fokus, der allerede var til stede i forhold til energi- og driftsoptimering og muligheden for et længere interval for olieskift.

- Og med de kunder vi typisk har, så har vi rent faktisk mulighed for at tage dialogen ude om bord i det enkelte skib med maskinmesteren, forklarer Michael Rye Jørgensen.

Ni fartøjer

Malik Energy er fysisk til stede i alle de vigtigste danske havne, når det kommer til kundesegmenterne CTV og erhvervsfiskeriet. Det vil sige i Esbjerg, Hvide Sande, Thyborøn, Hanstholm, Hirtshals, Skagen og Frederikshavn. Flåden udgøres af ni bunkerfartøjer, hvor ’Gaia Nordic’ er det største. Skibet har base i Skagen, men kan levere bunker i alle danske havne, hvis der efterspørges større mængder.

Michael Rye Jørgensen fortæller, at mens kernekundebasen på smøreprodukter hovedsageligt udgøres af de tre nævnte rederisegmenter, der oftest også er bunkerkunder, så udfører Malik Energy ligeledes løbende mere ad-hoc prægede leverancer til de store globale rederier. Det kunne f.eks. være, hvis der er opstået et akut driftsmæssigt behov for et bestemt produkt om bord, mens skibet befinder i sejlruterne omkring Danmark.

Malik Energy er ikke bundet op på eksklusivaftaler med specifikke producenter af smøremidler.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

4.268