23948sdkhjf

Byråd godkender plan om maritimt museumscenter

Byrådet i Lemvig Kommune godkendte i onsdags et projekt om et Maritimt Museumscenter i Thyborøn. Så nu bliver projektet, der blev præsenteret for ni år siden, rent faktisk til noget. 

Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

- Da vi første gang i 2014 hørte om Gert Normanns planer for at komme til Thyborøn, var jeg lidt i tvivl om, hvad det ville blive til. Også da vi så senere besluttede at sælge Kystcentret til ham, havde vi overvejelser, men vi mente, det var den rigtige vej at gå, da kommunen selv ikke havde penge til at give kystcentret en ny start. Når vi så nu ser, hvad der er af planer, så er det jo fantastisk, hvad det bliver til, siger viceborgmester Lone Pilgaard Sørensen (A) ifølge avisen.

Maritimt Museumscenter Thyborøn  er præsenteret sådan i dagsordenen forud for byrådsmødet onsdag den 26. april:

  • Etape 0: Ombygning af eksisterende hovedbygning, der tidligere husede Kystcenteret, til nyt museumscenter - Maritimt Museumscenter Thyborøn. Ombygningen skal rumme faste og skiftende udstillinger, blandt andet Forlismuseum, samt konference- og særudstillingsfaciliteter, forskningsbibliotek, café og omfatter også klargøring af udenomsarealerne med henblik på etableringen af udstillingspark til udstilling af store genstande.
  • Etape 1: Opførelse af et udsigtstårn med en totalhøjde på ca. 29 m. Tårnet ønskes placeret midt for Mindeparken for Jyllandsslaget, herfra vil der være udsigt over området, havet og byen. Tårnet indeholder en række plateauer, der vil kunne anvendes i formidlingsøjemed både i forbindelse med museumsfortællinger og i forhold til de øvrige temaer, der kredser omkring Thyborøn By og den lokale natur.
  • Etape 2: Etablering af en udstillingsbygning i glas, stål og beton nordøst for hovedbygning med en totalhøjde på ca. 9 m, forbindelsesgange opføres herfra til både tårn og hovedbygning. Udstillingsbygningen skal rumme VR-museet, hvor virtual reality-teknologi skal anvendes i formidling af det nylige fund af tre 300 år gamle, velbevarede skibsvrag på 150 meters dybde i Østersøen. En anden del af udstillingsbygningen kommer til at huse Imme Struer, et rekonstrueret, fuldskala vikingeskibsvrag, som indgår som en del af Forlismuseets udstilling. Endelig er det et ønske at bevare Skildpaddespionens bunker ved at inddrage den under tag og opbygge et eksteriørrum omkring bunkeren, således at den kommer til at indgå som en unik og væsentlig udstillingsgenstand.
  • Etape 3: Etablering af en udstillingsbygning i glas, stål og beton sydvest for hovedbygningen med en totalhøjde på ca. 9 m, og forbindelsesgang hertil fra hovedbygning. Udstillingsbygningen skal rumme et aktivt depot og værksted, der tilbyder museets besøgende at opleve restaureringen, konserveringen og håndteringen af genstande, der bliver klargjort til udstilling. En anden del af udstillingsbygningen er planlagt som museum for redningsmidler og skal blandt andet indeholde en Sikorsky S-61-redningshelikopter og redningsbåde. På det omkringliggende terræn i udstillingsparken udstilles store redningsmidler fra bl.a. boreplatforme.

I øjeblikket er man i gang med den såkaldte etape 0, hvor Kystcentret ombygges. Etape 1 bliver så et 29 meter højt tårn. Etape 2 og 3 er nybyggerier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11