23948sdkhjf

Maersk Tankers tilbyder sejladsstyring

Mange års erfaring med optimering af sejlruter og havneanløb kan nu komme andre rederier til gode med ny sejladsstyringsservice fra Maersk Tankers

Maersk Tankers lancerer sejladsstyring for andre rederier og har allerede fået den første kunde om bord. Det drejer sig om et af verdens største rederier inden for meget store gastankere (VLGC), Petredec Global. Det fortæller Maersk Tankers i en pressemeddelelse.

Petredec Global ejer 26 VLGC'er og i første omgang skal Maersk Tankers stå for sejladsservice for syv LPG-skibe.

Maersk Tankers overtager alle skibenes daglige fartøjsoperationer, står for brændstofoptimering og skadeshåndtering og andre forhold, der kan opstå under sejladsen. Tjenesten er rettet  mod ejere og operatører på tværs af tankskibe, containere, tørlast og gasfragt, og i princippet kan tjenesten anvendes af selskabets konkurrenter.

Formålet med tjenesten er ifølge Maersk Tankers at hjælpe skibsoperatører og ejere med at opnå større økonomisk og miljømæssig effektivitet i den daglige drift.

- Tankskibe er under stigende pres for at øge det økonomiske og miljømæssige udbytte af deres skibe. At sikre effektivitet i den daglige drift kan have en enorm indflydelse, siger Aditya Trehan, chef for operationer hos Maersk Tankers i forbindelse med aftalen med Petredec Global. 

For Petredec Global er aftalen med Maersk Tankers et led i rederiets bestræbelser på at øge sin driftseffektivitet og reducere CO2-udledningen.

- Det er ikke alene gennem teknologiske fremskridt, at skibsfartens miljømål nås. Samarbejde og udnyttelse af andre virksomheders viden i branchen er afgørende, siger Tom Lush, Head of Commercial Shipping hos Petredec Global i forbindelse med aftalen.

Aditya Trehan fra Maersk Tankers gør desuden opmærksom på den videnspulje, som selskabet kommer med.

- Som kommerciel ansvarlig af mere end 150 skibe fordelt på seks puljer, administrerer vi mere end 2.000 sejladser for redere årligt. Gennem omfanget af vores operationer har vi et globalt team, der dækker alle regioner og tidszoner og har stærke forbindelser til havneoperatører verden over. Vi ser frem til at anvende vores ekspertise til at støtte Petredec Global og andre operatører med vores nye rejsestyringstjeneste, siger han og tilføjer at selskabet er interesseret i at indgå yderligere partnerskaber med redere.

Maersk Tankers overtager driften af det første skib i slutningen af april.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079