23948sdkhjf

Landsret stadfæster dom ved havnefront: Nu skal omstridt låge fjernes

En strid om et hegn og låge langs Københavns havnefront går helt tilbage til 2017. Nu skal begge dele fjernes, slår landsretten fast

Må et boligselskab indhegne et stykke af havnefronten?

Det spørgsmål har været stridspunktet i en årelang konflikt mellem Københavns Kommune og det almene boligselskab Bo-Vita, der ejer ejendommen på Strandgade, hvor hegnet er opsat.

Mandag faldt der - igen - dom i sagen. Her stadfæstede Østre Landsret en dom fra byretten, der vedtog, at indhegningen er i strid med lokalplanerne og skal fjernes.

Dermed er hegnets dage talte.

Det skriver TV 2 Kosmopol.

Hegn og låge skal være taget ned inden den 15. maj 2023, ifølge fristen fra Københavns Kommune.

- En dom er en dom, og vi vil selvfølgelig fjerne hegnet. Andet vil være barnligt, siger Steffen Boel Jørgensen, forretningsfører i Bo-Vita, til TV 2 Kosmopol.

Hvis det alligevel ikke sker, så vil kommunens Teknik- og Miljøforvaltning se på sanktionsmuligheder i byggeloven, og i sidste ende kan det ende i en politianmeldelse.

Hegnet er udstyret med en ulåst låge, så alle kan bevæge sig ind på området. Men skilte med 'privat område', 'hundeluftning forbudt', og at ophold 'kun er forbeholdt ejendommens beboere' har dog indikeret andet.

I Bo-Vita vil man nu holde et møde med advokaten for at finde ud af, hvor grænsen går i forhold til skiltning.

- Vi vil gerne fortælle folk, hvor grænsen går for vores område. Og det er simpelthen for at beskytte vores lejere mod lidt for festlig adfærd på havnen, siger forretningsføreren.

Landsrettens dom glæder tidligere medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Niels Bjerrum (S).

- Grundlæggende handler det om, at den herlighedsværdi, der ligger i at have en havnefront, ikke skal kunne privatiseres eller gøres til noget, man har for sig selv, siger han til TV 2 Kosmopol.

Han gik til valg på sloganet "Havnefronten tilhører os alle", netop inspireret af sagen på Christianshavn.

Med dommen sikrer man, at andre ejere af ejendomme langs havnefronten, ikke kan blive inspireret af Bo-Vitas indhegning, mener han:

- Det bliver slået fast, at de lokalplaner, vi har lavet i havnen, skal sikre, at der er fri passage for alle københavnere. Det er rigtig rart at få at vide, at det er sådan lokalplanen skal fortolkes.

Det er Bo-Vita som organisation, der hæfter for retssagens omkostninger.

Normalvis er det ellers den berørte boligafdeling, der skal stå med regningen.

- Vi vurderede straks, at sagen var principiel, og at vi skulle løfte den i Bo-Vita og ikke i afdelingen i Strandgade. Det er normal praksis, at vi har en kasse, hvor der er lagt til side til den slags principielle sager, siger han.

Ifølge Steffen Boel Jørgensen løber sagens omkostninger op i omkring 2-300.000 kroner.

Striden om hegnet går helt tilbage til 2017, hvor det første påbud fra Teknik- og Miljøforvaltningen om at fjerne indhegning og skiltning blev givet.

Men hegnet blev stående, hvilket i 2020 resulterede i en politianmeldelse af boligselskabet Bo-Vita, for ikke at efterkomme forvaltningens påbud.

Det fik boligselskabet til at finde de tunge skyts frem. De mente nemlig, at området var lovligt indrettet. Og den 27. november 2020 stævnede de kommunen.

Men i november 2021 lød byrettens afgørelse at hegn og skiltning er ulovlig. Det er den dom, der mandag blev stadfæstet i Østre Landsret.

Begrundelsen i byretten var, at det er i strid med lokalplanens regler, som siger, at området er offentligt tilgængeligt, ligesom dommen gør det klart, at de ubebyggede området hverken må hegnes ind eller skilte med 'adgang forbudt'.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096