23948sdkhjf

Russiske fiskeskibe er mistænkt for spionage

Norsk politi fandt sidste år militære radioer på to russiske skibe, som i flere år har sejlet ved Færøerne

To russiske fiskeskibe, som i årevis har sejlet rundt ved Færøerne, bliver nu sat i forbindelse med mulig spionage af den norske efterretningstjeneste.

Det fortæller DR i dokumentarserien "Skyggekrigen". DR har samarbejdet med journalister fra norske NRK, svenske SVT og finske Yle.

De to skibe, som hedder Lira og Ester, sejlede i november sidste år fra Færøerne til den norske havneby Kirkenes, hvor politiet foretog et rutinetjek.

Her fandt betjentene blandt andet militære radioer, som de tog billeder af og sendte videre til landets efterretningstjeneste.

- Radioerne kan jo udsende militære beskeder og informationer. Og modtage dem den anden vej, siger Johan Roaldsnes til DR. Han er chef for det norske Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) i Finnmark i Nordnorge.

Han tilføjer, at "Rusland har behov for de her civile fartøjer som støtte til militære formål".

Det norske politi fandt desuden et aflåst radiorum i skibet Lira.

Ved hjælp af data fra hjemmesiden MarineTraffic har DR kunnet konstatere, at de to fiskefartøjer har lagt til i færøske havne over 200 gange fra 2015 til 2022.

Og det antal er langt højere end nogen andre lande.

Ifølge Nils Wang, kontreadmiral og tidligere chef for søværnet, udgør den russiske tilstedeværelse en trussel for Færøerne og dermed rigsfællesskabet.

Det skyldes, at "alle bevægelser og dagligdagen på Færøerne hele tiden bliver monitoreret af de russiske skibe, som er i området". Det siger han til DR.

Så sent som i denne uge har mediet observeret fiskefartøjet Lira i havn på Færøerne. Den lå for anker i hovedstaden Thorshavn fra mandag til torsdag.

På grund af sanktioner må russiske skibe ikke kaste anker i europæiske og danske havne.

Men tilfældet er anderledes på Færøerne.

Sanktionerne giver nemlig lande mulighed for at undtage handel med fødevarer. Derfor tillod Færøerne de største russiske fiskefartøjer i færøske havne - modsat Danmark og EU.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094