23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Fra værft til verdenshav: Skibsingeniører former fremtidens søfart

I september 2025 slår MARTEC & DTU for første gang dørene op til en ny fælles Skibsingeniøruddannelse i både Frederikshavn og Lyngby. Baggrunden for samarbejdet er en markant og stigende efterspørgsel efter skibsingeniører – og det er stadig muligt at søge ind! Men hvad vil det egentlig sige at være Skibsingeniør? Ole Bastholm Jørgensen er en af branchens mest erfarne skibsingeniører og giver her et indblik i både uddannelsen som skibsingeniør og det alsidige arbejdsliv, som de kommende studerende kan glæde sig til.

Fremtidens maritime konstruktioner kræver flere skibsingeniører
Fremtidens komplekse maritime konstruktioner – fra krigsskibe og færger til offshore-strukturer og grønnere fremdriftssystemer – kræver ny teknisk ekspertise. Derfor har MARTEC og DTU gjort det muligt at tage denne uddannelse i Danmark – og du kan stadig nå at søge ind!  Uddannelsen bygger på DTU’s stærke forskningsmiljø og MARTECs tætte erhvervskontakt – en kombination, der giver de studerende det bedste fra to verdener.


En karriere som skibsingeniør er en karriere med udsyn, ansvar og eventyr. Forestil dig at være med til at designe nogle af verdens største flytbare menneskeskabte konstruktioner. Det er hverdagen for skibsingeniører som Ole Bastholm Jørgensen, der siden 1991 har sat sit tekniske fingeraftryk på nogle af verdens mest imponerende skibe – herunder verdens daværende største containerskib (i 2014 – 2015).

Ole Bastholm Jørgensen, der i dag arbejder som Senior Lead Naval Architect hos MÆRSK, har været involveret i både banebrydende innovation og talrige komplekse maritime projekter. Med en baggrund som bådebygger, inden han uddannede sig til Skibsingeniør, og en karriere, der har bragt ham til mere end 20 lande, fortæller han, at nysgerrighed, kreativitet og samarbejde på tværs af faggrænser er nøgleord i hans arbejde som skibsingeniør.

"Du starter med et blankt stykke papir og skal finde ud af, hvordan et skib kan opfylde en lang række krav. Det er en dyb kreativ og teknisk proces – som sker i samarbejde med mange eksperter og kulturer," fortæller han.

 

Hos MARTEC i Frederikshavn, hvor uddannelsen som skibsingeniør udbydes, håber direktør Pia Ankerstjerne på en stigende interesse for uddannelsen, i takt med den grønne omstilling, hvor vindmølleparker, klimavenlige skibe og nye brændselstyper stiller krav til ingeniørernes viden og opfindsomhed.  Uddannelsen er udviklet og udbydes i et tæt samarbejde mellem DTU og MARTEC, hvorved DTU's forskning kombineres med MARTECs maritime praksisnærhed.
 
”Vi glæder os til at byde studerende velkommen til en uddannelse, der kobler moderne teknologi med en stærk maritim tradition,” siger Pia Ankerstjerne, direktør på MARTEC. 

 

Et fag med udsyn og stærk international profil
Skibsingeniører arbejder i en international branche, hvor kontaktfladen er bred, og karrieren kan føre til job i hele verden – både på rederier, værfter, offshore-platforme og i rådgivningsvirksomheder.

"Der er utrolig mange muligheder – og lige nu er der rigtigt gode jobmuligheder i Danmark. Vi skal bl.a. bygge skibe til Forsvaret og udvikle den maritime sektor, som i dag er et af Danmarks vigtigste eksporterhverv, så den bliver grønnere. Det er en branche, hvor du virkelig kan gøre en forskel," siger Ole Bastholm Jørgensen.

Mere end matematik – det handler om at ville bygge stort
Selvom mange tror, at ingeniøruddannelser kun er for de matematiske talenter, fremhæver Ole, at viljen og interessen er mindst lige så vigtig.  

"Jeg var ikke en tolvtals-elev i gymnasiet. Men på skibsingeniøruddannelsen kunne jeg pludselig se meningen med matematikken – det var stærkt motiverende," forklarer han.

 

Et karrierevalg for de ambitiøse – og nysgerrige
Skibsingeniøruddannelsen er for dem, der interesserer sig for store konstruktioner, bæredygtighed, internationalt samarbejde og teknisk design på højeste niveau. Arbejdet sker i høj grad i teams – ofte på tværs af kulturer og landegrænser – og man har chancen for at være med i hele processen fra design til produktion og idriftsættelse. Hos MARTEC tilbydes et inspirerende studiemiljø, tæt på erhvervet, hvor både teoretiske og praktiske kompetencer vægtes højt.

"Det er et job, hvor du hele tiden lærer nyt – selv efter 34 år i branchen. Og hvor du får lov at være en del af noget meget stort," afslutter Ole.

Uddannelsen starter op i Frederikshavn og Lyngby til september
Den 1. september 2025 byder MARTEC i Frederikshavn og DTU i Lyngby deres nye fælles skibsingeniørstuderende velkommen til uddannelsen som ”Diplomingeniør i Skibsteknik og Maritimt Design”. Uddannelsen tager tre et halvt år og byder på praktik, det bedste fra det maritime faglige miljø og nærhed til kompetente undervisere i hverdagen.  Det er klassebaseret undervisning, krydret med virksomhedsbesøg, projekter og en masse interessante problemstillinger.  

Uddannelsen kvalificerer også til en overbygning på kandidatniveau, fx på DTU’s civilingeniørprogram. Det er ikke for sent at søge ind – og der åbnes for efteroptag den 28. juli 2025 på DTUs hjemmeside. Læs mere på www.martec.dk

 

Ole Bastholm Jørgensen sidder i Advisory Board for Skibsingeniøruddannelsen og bidrager samtidig som censor m.v.  Læs hele interviewet med Ole Bastholm Jørgensen her: Tænk at designe verdens største flytbare konstruktioner på kloden! – Interview med skibsingeniør Ole Bastholm Jørgensen.

MARTEC
Hånbækvej 54
9900 Frederikshavn
Frederikshavn Kommune
Danmark
CVR nummer: DK70771128

Kontaktperson

LV
Lise Vejnø
Marketing- og Kommunikationschef
+45 61674566 lve@martec.dk

Send til en kollega

0.047