Almindelige fejl i hydrauliksystemer, sådan undgår du dem
Hydrauliksystemer er robuste, men fejl og nedbrud opstår ofte som følge af relativt simple problemer. Vi gennemgår tre af de mest almindelige fejl, som vi ser i praksis – og giver dig konkrete råd til, hvordan du undgår dem og forlænger levetiden på dit system.
Forurenet hydraulikolie
En af de mest udbredte fejl i hydrauliksystemer er forurenet hydraulikolie. Selvom olien måske ser ren ud, kan den indeholde mikroskopiske partikler, vand eller slidrester, som over tid slider på vitale komponenter som pumper og ventiler. Konsekvensen er ofte reduceret ydeevne, øget varme og i værste fald totalt nedbrud af systemet.
Det kan undgås ved at prioritere god filtrering, regelmæssig olieanalyse og korrekt håndtering af olie og komponenter under servicearbejde.
Forkert tryk
En anden hyppig fejl opstår, når trykket i systemet ikke er tilpasset korrekt. Et for højt tryk kan føre til lækager, slitage og unødig belastning på pumper og rør, mens for lavt tryk resulterer i ineffektiv drift og manglende kraft. Ofte skyldes dette, at trykregulerende ventiler justeres uden måleudstyr eller efter "mavefornemmelse". For at undgå det bør trykket altid måles og justeres ud fra producentens specifikationer og med korrekt kalibrerede manometre.
Forkert dimensionering
For små slanger, for snævre ventiler eller undervurdering af cylinderens kapacitet fører til trykfald, varmeudvikling og nedsat effektivitet. Denne type fejl kan kun undgås ved at tage højde for det samlede flow, tryk og belastning, når komponenter udvælges, og ved at bruge tekniske data som grundlag for beslutninger.