23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Dansk brandekspertise til Norge

Der er mangel på erfarne brandundersøgere i Norge. Derfor åbner DBI nyt kontor i Norge og tilbyder de kompetencer inden for brandundersøgelse, som det norske forsikringsmarked efterspørger.

I dag er det det lokale el-tilsyn, DLE, som foretager brandundersøgelser og udfærdiger el-rapporter til politiet i Norge, men de norske forsikringsselskaber efterspørger mere uddybende undersøgelser, som kan være med til at fastlægge årsagen til de brande, der opstår. Ikke mindst til brug for de mange regressager, der finder sted i Norge.

- DBI har lavet brandundersøgelser i 38 år og er specialiseret inden for el. Når politiet eller de danske forsikringsselskaber har brug for el-kompetencer i forbindelse med brandundersøgelser, kontakter de os. Hvert år gennemfører vi ca. 700 brandundersøgelser, og det er den erfaring og de kompetencer, vi tager med til Norge, fortæller Claus Haagen Henriksen, der er daglig leder af DBI Norge og international forretningsudvikler i DBI. 

Også andre forretningsområder
DBI har netop ansat den første norske brandundersøger og er ved at ansætte endnu en, som vil modtage intensiv træning af DBI’s danske brandundersøgere for at opnå samme høje niveau som de danske brandundersøgere.

- Når først DBI Norge er landet rigtigt i de nye lokaler, er det tid til at se på, hvilke andre forretningsområder der også kunne være interessante for DBI’s norske enhed. Bl.a. blev DBI for et par år siden godkendt til rådgivningsopgaver inden for byggeri i Norge. Men vi har også andre ydelser i tankerne, for DBI har stor ekspertise og erfaring inden for en række andre områder, som norske kunder vil kunne have glæde af, siger Claus Haagen Henriksen.

DBI’s nye kontor åbner den 1. oktober 2016 og ligger i Gardemoen Business Park lige ved siden af Oslo Lufthavn, hvorfra det er let at komme ud til opgaver i hele Norge.   

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte daglig leder af DBI Norge og international forretningsudvikler, Claus Haagen Henriksen på tlf.: 26 89 30 23 eller e-mail: che@dbi-net.dk.

DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
Jernholmen 12
2650 Hvidovre
Hvidovre Kommune
Danmark
CVR nummer: DK65196816
P nummer: 1003159124

Kontaktperson

Send til en kollega

0.048