Seminar om bæredygtighed og grøn omstilling
Fødevareproduktionens etik er kommet på både den politiske, den kommercielle og den private agenda, og vil derfor udgøre et afgørende element i forbrugernes fremtidige køb af fødevarer.
Derfor sætter Syddansk Fødevareklynge ’bæredygtighed’ på dagsordenen med en række seminarer, hvor emnet belyses af kompetente indlægsholdere på området, og hvor deltagerne vil have mulighed for at netværke og dele erfaringer indenfor emnet bæredygtighed og grøn omstilling.
På det første seminar vil Jørgen Steen Nielsen, journalist og forfatter, komme med sit indlæg “Den store omstilling – fra systemkrise til grøn økonomi”. Indlægget tager sit udgangspunkt i Jørgen Steen Nielsens bog DEN STORE OMSTILLING, hvori han på foruroligende vis dokumenterer, hvorfor politikere og økonomer kommer til kort med dagens krisestrategier, præget af tunnelsyn og traditionel tænkning. En epokegørende omstilling til en ny, grøn økonomi er absolut nødvendig. Den krise, der raser i Europa er ikke kun økonomisk, og den er hverken forbigående eller lokal. Den nuværende økonomiske krise er en lille del af en stor global systemkrise, hvor finansiel krise, råstofkrise, fødevarekrise og klimakrise spiller sammen og peger i retning af det samme. Nemlig, at den globale økonomi overskrider de naturgivne grænser.
Seminaret finder sted d. 10. oktober på Kulturmaskinen, Farvergården 7, 5000 Odense C.
Seminaret er relevant for alle i fødevarebranchen, samt alle der måtte have en interesse i bæredygtighed og grøn omstilling.
Tilmelding finder sted til projektleder Andreas Cæsar på ac@vhsyd.dk og tilmelding er nødvendig pga. et begrænset antal pladser. Deltagelse koster 395 kr. + moms pr. person.
Læse mere om seminaret og se det fulde program på www.syf.dk