23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Imprægnering skal brandsikre stråtækte facader

Stråtækte facader er godt for klimaet, men ikke i tilfælde af brand. I samarbejde med eksterne partnere undersøger DBI derfor, om man kan bruge ler, kalk eller andre mineralske naturmaterialer til at imprægnere og brandsikre de bæredygtige facader.

Der er ikke meget strå eller tagrør i nutidens byggeri. Selvom det naturskabte materiale i århundreder var et af de mest anvendte byggematerialer i Danmark, er et stråtækt tag i dag noget af en sjældenhed. For slet ikke at tale om stråtækte facader, der trods navnet udføres med tagrør. Der er dog god grund til at se nærmere på materialet igen – for i modsætning til mange andre byggematerialer optager det CO2 under produktionen fremfor at udlede det. Dermed kan det være en del af løsningen, når byggeriet skal nedbringe sin CO2-udledning.

Det skal selvfølgelig være brandsikkert. Men imprægnering af tagrør bidrager ikke til materialets miljø- og klimavenlighed, medmindre man kan imprægnere stråene med andre naturmaterialer som f.eks. kalk eller ler. Den mulighed undersøger DBI og Det Kongelige Akademi, Arkitektur, Design, Konservering nu i et MUDP-projekt (Miljøteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram) under Miljøministeriet.

Brandtests

 I projektet brandtestes tækkede facader, der er behandlet med forskellige miljøvenlige brandimprægneringer. Ved hjælp af en række mini-SBI-tests (Single Burning Item) har DBI og det Kgl. Akademi undersøgt, hvordan tagrør opfører sig ved brand, og hvordan en række forskellige naturmaterialer klarer sig som brandimprægnering af strå.

 - Ler har mange egenskaber som byggemateriale. Det er diffusionsåbent og kan have en regulerende effekt på indeklimaet. Og man har kendt dets egenskaber som brandimprægnering i 1.000 år. Det har været en udbredt byggeskik, men blev forladt i forbindelse med industrialiseringen, hvor mange naturmaterialer blev erstattet af produkter, som er meget CO2-tunge og efterlader masser af problematiske affaldsprodukter, siger Anne Beim, der er professor på det Kgl. Akademi og leder af Center for Industriel Arkitektur (CINARK).

 Opskalering af løsninger

Næste skridt i projektet er at opskalere løsningerne for at undersøge, hvordan de bedste fra mini-SBI-testene klarer sig i en nedskaleret facadetest. Målet er at udvikle tækkede bygningsfacader, som både er miljøvenlige og brandsikre og på sigt kan skaleres til et industrielt niveau. 

Projektet hedder ‘Tækkede bygningsfacader til den grønne omstilling – CO2-neutral brandsikring af tækkede lodrette flader’ og løber frem til maj 2022.

Læs hele artiklen på DBI’s hjemmeside 

Kontakt:
Robert Firkic
Projektleder hos DBI
Tlf.: 50 80 78 34
E-mail: rfi@brandogsikring.dk

DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut
Jernholmen 12
2650 Hvidovre
Hvidovre Kommune
Danmark
CVR nummer: DK65196816
P nummer: 1003159124

Kontaktperson

Send til en kollega

0.063