23948sdkhjf

Flere projekter om brandimprægneret træ på vej

| Medlemsnyhed | Indrykket af DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut

Nu skal udfordringerne med ældning af brandimprægneret træ håndteres. Det skal ske gennem en række løsningsorienterede projekter og aktiviteter, som har til formål at gøre det muligt at dokumentere brandegenskaberne for brandhæmmet træ over tid.

Projektet om ældning af træ med brandimprægnering, hvor DBI og Teknologisk Institut sidste år undersøgte standarden på området, kaster nu en række planlagte aktiviteter af sig. Projektet viste nemlig, at væsentlige dele af standarden på området, EN 16755, er mangelfuld, hvad angår dokumentation af brandegenskaberne for brandimprægneret træ til udendørs beklædning, når produktet udsættes for vejrlig (medmindre man f.eks. udfører en SBI-test af det ældede materiale).

 - Vi har fra start haft planer om en anden del af projektet. Interessen for området er stigende i branchen, fordi markedet for produkterne vokser og dermed også efterspørgslen på god dokumentation. Første del af projektet har skabt megen debat, som vi håber at vende til noget positivt med anden del, der har et mere løsningsorienteret sigte. Nu inviterer vi virksomheder og rådgivere til at være en del af udviklingen og være med til at finde løsninger, siger Simon Sköld, der er Research Consultant hos DBI.

 Teknologiudvikling
Arbejdet er ambitiøst og vil omfatte en del teknologiudvikling. Meget af det, der er planlagt, er banebrydende – f.eks. arbejdet med metoder til at fastholde brandimprægnering i træ over tid.

 - Desuden vil vi forsøge at udvikle en måde at vurdere eksisterende træfacader ved hjælp af teknologi og data, der aldrig er blevet brugt til det før – som røntgenstråling, håndholdte kemiske analyser og spektroskopi, siger Simon Sköld.

 Derudover skal der bl.a. ses nærmere på udvaskning af imprægneringsmidler fra træ ved naturlig ældning, og hvilke konsekvenser det har for brandegenskaberne. Det skal ske ved hjælp af talrige brandtests, ligesom modellering af udvaskning og en bedre metode for accelereret ældning også er på programmet.

 Vil hjælpe træproducenterne

Intentionen med projektet er at hjælpe de træproducenter, som gerne vil på markedet med deres produkter.

- Samtidig er det en mulighed for at bidrage med at løse den samfundsopgave, der ligger i at anvende genbrugte byggevarer og sikre opretholdelse at brandtekniske egenskaber uden at udføre destruktive brandtests, siger Simon Sköld.

Læs hele artiklen på DBI’s hjemmeside https://brandogsikring.dk/nyheder/2021/flere-projekter-om-brandimpraegneret-trae-paa-vej/

Medlemsnyhed

Send til en kollega

0.078