23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Verdensmålene er verdens vigtigste agenda

I dag skal virksomheder tænke sig om. Ikke blot indadtil, men også udadtil. Det er nemlig blevet et must at overveje, hvordan verden kan blive et bedre sted, og hvordan man som virksomhed kan bidrage til, at det sker.

Men hvordan kommer man som virksomhed i gang med at sætte fokus på bæredygtighed og arbejdet med de 17 verdensmål, hvor skal fokus lægges, og hvordan kommunikerer virksomheden sin indsats på en troværdig måde?

Der er et stadigt stigende fokus på bæredygtighed. Ikke kun fra virksomhederne selv, men investorer, kunder, medarbejdere og i stigende grad forventer leverandører også, at virksomhederne har taget stilling og gør en aktiv indsats. For hvis virksomhederne ikke opfører sig ordentligt, vil investorerne ikke investere, kunderne vil ikke købe, medarbejderne fravælger virksomheden og leverandørerne vil ikke supportere.

”Der er mange paradokser i verdensmålene. Men filosofien bag bæredygtighed er, at det ikke blot handler om at fokusere på miljøet, men om at vi opfører os ordentligt, så verden bliver et bedre sted at være", fortæller Ole Overgaard, der er Lead Auditor hos Bureau Veritas og står bag udviklingen af Bureau Veritas’ verdensmålcertificering, som gør det muligt for virksomheder at arbejde målrettet og holistisk med bæredygtighed. En certificering, der i takt med det øgede fokus også er genstand for øget interesse.

For Jacob Færgemand, Country Chief Executive hos Bureau Veritas, er netop udarbejdelsen af en sådan certificering essensen i virksomhedens arbejde.

”Vi ser i dag, at alle virksomheder vil noget inden for de 17 verdensmål, og mange virksomheder siger, de gør det ene og det andet, men alle har forskellige standarder. Det er det samme, der skete på fødevareområdet tilbage i 90’erne. Da havde vi 130 standarder på fødevaresikkerhed i verden, indtil Bureau Veritas sammen med nogle af vores store kunder udviklede en dansk standard for fødevaresikkerhed. Det gjorde vi 1996, og i 2005 var den på gaden internationalt. Det er vores forventning og ambition, at vi sammen med en række interessenter har en ISO-certificering inden for verdensmålene, som vi kan certificere efter om to-tre år", forklarer Jacob Færgemand. Det vil være med til at sikre en mere ensartet tilgang og evaluering af arbejdet med de 17 verdensmål.

MÅLRETTET ARBEJDE MED BÆREDYGTIGHED
En af de virksomheder, der arbejder meget målrettet med deres bæredygtighedsprofil og har valgt at blive verdensmålcertificeret er tekstilvirksomheden, Elis (tidligere Berendsen).

Allerede i 90’erne startede de arbejdet med at måle og reducere forbruget af vand, kemi og gas og har i en årrække været certificeret efter globale standarder inden for kvalitet, miljø, arbejdsmiljø og fødevaresikkerhed. Elis var én af de første virksomheder til at blive certificeret efter DS 49001 for samfundsmæssigt ansvar i 2012, og alle virksomhedens vaskerier er svanemærket og har en kronesmiley.

Da Bureau Veritas præsenterede muligheden for at blive certificeret i FN’s Verdensmål, var der derfor ikke meget betænkningstid fra Elis’ CSR-chef, Louise Elver. Certificeringen kom i hus i 2019, og i 2020 blev de recertificeret.

DE FØRSTE I VERDEN
”Vi er jo i forvejen en certificeringstung virksomhed, og Bureau Veritas er vores certificeringsorgan og har været det i en årrække. At vi så endte med at blive den første virksomhed i verden, der blev verdensmålscertificeret, anede jeg ikke, da vi sagde ja til at tage med på rejsen, men det er vi naturligvis stolte af. Verdensmålene ER verdens vigtigste agenda,” fortæller Louise Elver og understreger, at det både indadtil og udadtil har stor værdi, at de har arbejdet så grundigt med verdensmålene og dermed virksomhedens bæredygtige profil.

“Hvor lang tid en certificering tager afhænger af mange parametre og virksomhedens kompleksitet. Hos Bureau Veritas går vi ind og vurderer på lederskab, rammer og selvforståelse. På, om virksomheden har styr på, hvad de selv gør i Danmark. Hvordan deres supply chain ser ud, og hvordan virksomheden sikrer, at deres leverandører ude i verdenen lever op til verdensmålene. Og ikke mindst ser vi på de produkter og ydelser, som virksomheden sender på markedet. Det nytter f.eks. ikke at tale højt om, at man sparer vand i vaskeriet i Danmark, når selve bomuldsproduktionen er en af de industrier, der forbruger mest vand på globalt plan. Derfor var det relevant for Elis at se på selve produktionen af tekstilerne,” forklarer Ole Overgaard.

Og netop det grundige arbejde og evnen til at reflektere over både valg og fravalg på rejsen, er en af grundstenene, når vi taler verdensmål, lyder det fra Ole Overgaard. Når Bureau Veritas verdensmålcertificerer, bliver det undersøgt om virksomheden har taget stilling til samtlige 17 mål og 169 delmål. Herefter bliver de mål og delmål, der giver mening for virksomheden at arbejde med i forhold til positiv og negativ påvirkning, grundigt valideret.

“Når vi for eksempel taler ligestilling mellem kønnene inden for verdensmålene, handler det ikke kun om, at der skal flere kvinder på bestyrelsesgangen i virksomheden, for det er jo i høj grad et spørgsmål om god eller dårlig ledelse. Nej, det handler ofte om vilkårene for kvinderne i f.eks. Afghanistan. Alt for mange virksomheder tager verdensmålene som gidsel uden at gå dybt nok. Det er jo netop her arbejdet tilfører en uvurderlig værdi gennem refleksion over, hvor virksomheden har en negativ påvirkning og hvad virksomheden kan gøre for at bidrage til at verden bliver et bedre sted", forklarer Ole Overgaard og fortsætter:

“At arbejde med verdensmålene handler om at dykke dybt ned i sin supply chain og være bevidst om, at alle valg også har et fravalg og at gå ind i arbejdet og diskussionen omkring, hvordan vi vitterligt gør verden til et bedre sted at leve. Og det er en kompleks diskussion og et komplekst arbejde, der ligger ude hos virksomhederne. Hvis en virksomhed f.eks. fjerner al produktion fra et land, fordi der bliver brugt børnearbejde, kan det have katastrofale følger, da børnearbejde i visse lande er en nødvendighed for overlevelse". I stedet bør virksomheden dykke ned i og se, hvordan de kan ændre produktionen til at foregå under ordentlige vilkår for børnene, forklarer Ole Overgaard, der med verdensmålcertificeringen netop hjælper virksomhederne med at forholde sig til de mange paradokser.

VERDENSMÅLCERTIFICERINGEN SÆTTER EN SIKKER KURS OG TILFØRER EN KOMMERCIEL VÆRDI
For mange virksomheder har arbejdet med bæredygtighed også en positiv effekt ind i virksomheden. Men også i kommunikationen udadtil og i samarbejdet med andre har en bæredygtig profil en stor effekt.

Og netop kommunikationen omkring bæredygtighed kan være en svær disciplin for mange virksomheder, forklarer Charlotte Thy, der er Lead Auditor hos Bureau Veritas.

“Det er en svær disciplin at kommunikere bæredygtighed og miljø, fordi det ofte er to forskellige fagligheder, der mødes – den naturvidenskabelige med den tekniske indsigten og kommunikationsfolkene, hvis opgave er at koge det ned i et lille og lækkert budskab. For selvfølgelig må man gerne kommunikere om indsatsen og lave så kaldt grøn markedsføring – det er blot vigtigt, at spillereglerne overholdes,” forklarer Charlotte Thy. Det sker nemlig i stigende grad, at virksomheder bliver fanget i at ’greenwashe’ – også selvom udgangspunktet reelt er ok.

“Derfor er det absolut essentielt, at virksomhederne har styr på dokumentationen for det, de kommunikerer ud. Det er synd, når et ellers godt og grundigt stykke arbejde ender i mediemøllen, fordi der bliver kommunikeret på en måde, der skal fungere, men i sidste ende ikke kan dokumenteres", forklarer Charlotte Thy.

Hos Elis mærker de, at netop det grundige og veldokumenterede arbejde med verdensmålene har givet gevinst både internt og eksternt.

“Jeg mærker en tydelig stolthed internt over, at vi er en virksomhed, der sætter handling bag ordene og forpligter os. Udadtil har det også stor værdi – blandt andet kommercielt. Vi arbejder jo i forvejen med bæredygtighed, men det, at vi har et tredjepartsstempel, har betydning udadtil,” fortæller Louise Elver og understreger, at rejsen ikke stopper her. Hos Elis ønsker de nemlig ikke at ’hvile på laurbærrene’, som de selv udtrykker det.

Og det er ifølge Ole Overgaard heller ikke meningen. For arbejdet med bæredygtighed er nemlig et on-going arbejde i en verden i konstant bevægelse med kæmpe behov for forandringer i vores måde at forvalte klodens ressourcer og befolkning på.

“Certifikater udfordrer virksomheder til at blive bedre. Certificeringer handler om ledelsesengagement og selvforståelse. Du skal ikke være verdens bedste på området, men du skal have ambitioner om at være det. Når en virksomhed bliver certificeret, forpligter virksomheden sig på hele tiden at blive skarpere år for år,” siger Ole Overgaard.  

Bureau Veritas
Oldenborggade 25-31, 7000 Fredericia
Vesterbrogade 149, 1620 København V
Bavnehøjvej 5, 1. sal, 6700 Esbjerg
7000 Fredericia
Fredericia Kommune
Danmark
CVR nummer: DK25601289
P nummer: 1008350686

Send til en kollega

0.047