23948sdkhjf

Ny terrorsikringsplatform med viden og værktøjer

| Medlemsnyhed | Indrykket af DBI - Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut

Hvordan sikrer man bygninger og byrum mod terror? Hvor lidt eller hvor meget skal der til? Og hvordan forener man sikkerhed og æstetik? De spørgsmål har private virksomheder hidtil stået temmelig alene med.

Men nu tilbyder en ny terrorsikringsplatform masser af viden og helt konkrete værktøjer, som alle kan bruge. Helt gratis. 

Offentlige institutioner, mediehuse, forsyningsselskaber, hospitaler, offentlige forsamlinger. Mål er der nok af, hvis man vil sprede frygt. Og det vil nogle desværre, også i Danmark, hvor terrortruslen har været alvorlig de senere år. Mens myndighederne vejleder statslige institutioner, er der imidlertid ikke megen hjælp at hente for private virksomheder, når det gælder terrorsikring.

 Af samme grund har DBI (Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut) i samarbejde med flere partnere brugt to år på at indsamle viden og udvikle værktøjer, der skal komme de private aktører til undsætning. Det hele er samlet på en ny webplatform, som indeholder al den grundlæggende information, man har brug for om terrorsikring.  

Vidensbank og konkrete værktøjer
Platformen består af en vidensbank med en terrorsikringshåndbog og fokus på området ’den menneskelige faktor’. Hertil kommer gode råd og eksempler på arkitektoniske løsninger, hvor terrorsikring er integreret i bygnings- og anlægsdesignet på en naturlig måde. Desuden giver platformen adgang til et risikoværktøj, som kan bruges til en vurdering af terrorsikringsbehovet i forhold til bl.a. bygninger og arrangementer. Og endelig indeholder den en tids- og procesplan, der gør det nemt at tænke terrorsikring ind i de forskellige trin i en byggeproces.

”Platformen fokuserer bl.a. på behovet for en holistisk tilgang til terrorsikring, hvor den fysiske sikring er tænkt sammen med brandstrategi, beredskab og sikkerhedskultur. Den henvender sig bl.a. til arkitekter, bygherrer, bygningsejere, entreprenører, konstruktører og sikkerhedsansvarlige, som længe har efterspurgt hjælp til risikovurderinger og terrorsikring”, siger Karin C. Møller, sikkerhedsrådgiver hos DBI.

Platformen hedder RAMT (Risiko Arkitektur Mennesker Terror) og er udviklet af DBI i samarbejde med Bertelsen og Scheving Arkitekter, MOE og Schønherr. Indholdet på platformen er resultatet af DBI’s projekt ‘Terrorsikring af byrum og bygninger’, der var en del af DBI’s resultatkontrakt med Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i perioden 2019-2020. Desuden har RealDania ydet støtte til projektet.

Se RAMT-platformen på: www.terrorsikring.nu

Mere information
Har du spørgsmål, så kontakt sikkerhedsrådgiver hos DBI, Karin C. Møller på tlf.: 50 80 78 32 eller e-mail: kcm@brandogsikring.dk

Ønsker du at læse mere om terrorsikringsplatformen, så klik ind på DBI’s hjemmeside: https://brandogsikring.dk/nyheder/2021/ny-platform-giver-viden-og-vaerktoejer-til-terrorsikring/

Medlemsnyhed

Send til en kollega

0.063