Udbyhøj Kabelfærge
Selv om de to bredder langs Randers Fjord også efter 1. januar 2007 vedbliver at befinde sig i hver sin kommune, er der bogstavelig talt knyttet nye bånd på tværs af fjorden på det seneste. Med Udbyhøj Kabelfærge ser færgefarten over Randers Fjord den første nybygning i 43 år – siden »Ragna« i maj 1963 blev leveret til Mellerup-Voer overfarten, som den fortsat varetager. Anskaffelsen af kabelfærgen sætter samtidig punktum for mere end 30 års overvejelser om, hvordan man langsigtet vil betjene overfarten over Randers Fjord ved Udbyhøj.
Fra Svendborgsund Ruten blev oprettet i marts 1967 med brugt materiel – færge, broklapper og portaler - fra Svendborgsund for at komplettere ”Den blå vej” langs den nordjyske østkyst fra Skagen til Grenaa, efter at Himmerlands østkyst havde fået sammenhængende landevej i 1951, og Hals-Egense overfarten i 1961 havde lukket hullet ved Limfjordens munding. Begge ruter har siden været flittigt benyttet, men med en årlig trafik på mellem 30.000 og godt 50.000 biler, da der var flest, har Udbyhøj-overfarten altid haft behov for offentlig støtte for at opretholde den livgivende trafik på tværs af fjorden.
Enmandsbetjening Allerede i 1970’erne forsøgte skiftende færgeudvalg at få nedbragt omkostningerne ved at udarbejde projekter til en enmandsbetjent færge, men projekterne faldt på, at en ny enmandsbetjent færge på grund af bemandingsregler skulle være så lille, at den ikke imødekom trafikbehovet. Først da det viste sig, at man med en kabelfærge kunne få lov at sejle enmandsbetjent også med en væsentligt større færge, kom planerne om en færgeudskiftning ud over projektstadiet. Samtidig nærmede den gamle tomandsbetjente træfærge M/F Udbyhøj sig de 60 år, mens en række af konstruktionerne i færgelejerne runder de 80 år. Det kunne ses i vedligeholdelsesomkostningerne, og da kommunerne samtidig som færgeejere kunne få hjælp til en nybygning gennem EU og Indenrigsministeriet, slog færgeudvalget til og iværksatte udbygningen.
9 millioner kr. i tilskud Med ialt 9 millioner kroner i tilskud fra midler i henhold til EUs artikel 33 og Indenrigsministeriets paragraf 19A har Randers Fjords Færgefart simpelthen opbygget en helt ny færgerute parallelt med den gamle. Dette kom rutens daglige kunder til gode såvel i opbygnings- som indkøringsfasen: Den gamle M/F »Udbyhøj« har i halvanden måned stået stand-by og er flere gange, især i de første dage, rykket ind, når det viste sig nødvendigt med justeringer af den nye færge. Det samlede budget for ny færge og færgelejer var på 23,9 millioner kr. Selv om idriftsættelsen skete godt tre måneder senere end oprindeligt planlagt efter en forsinket levering af skroget fra Rusland, forventer forvaltningschef Søren Erikstrup i Rougsø Kommune fortsat, at det samlede budget lander på omkring 24-25 millioner kr., når alt gøres op. Heraf er færgens pris 16 millioner kr.
Indvielse 6. oktober Færgen ankom til overfarten 12. juli og kom straks i arbejdstøjet – med den gamle færge som back-up frem til de sidste dage i august. Efter at arbejderne på landanlæggene er afsluttet – de gamle færgelejer skal først fjernes – er der planlagt indvielse af den ”nye” overfart fredag 6. oktober.
Tekst & Foto
Anders Riis
|