»Mærsk Achiever« på vej mod skrotjagt i US-golfen
Tekst & Foto
Jørgen T. Madsen Freelancejournalist
Så er Maersk Supply Service’ »Mærsk Achiever« klar til at gå på dybhavsfiskeri. Med ny kran på agterdækket kan den nu løfte 150 tons fra to kilometers dybde. Det er dog hverken sild eller blåhvaler, der skal på krogen hos AHTS’eren, men forliste offshore-konstruktioner i den Mexicanske Havbugt. -Der ligger 108 af den slags konstruktioner. -Store som små og over hele havbugten, fortæller »Mærsk Achiever«s kaptajn, Charlis T. Hansen. - Op til hele platforme står der nede med kraner og det hele, supplerer Erik J. Jensen, der er inspektør hos A. P. Møller-Mærsk og leder af det ombygningsprojekt, der har gjort »Maersk Achiever« i stand til at løse opgaven. Den blev bygget som ankerhåndterings- og forsyningsskib i Stralsund og leveret 3. marts 2003. - 030303, siger Charlis T. Hansen, der var med fra starten.
80.000 mandtimer På 12 uger og med 80.000 mandtimer har Fredericia Skibsværft nu ændret »Mærsk Achiever« til at være er skib, der håndterer ankre og konstruktioner på dybt vand. Hele skibet agten for overbygning og maskinrum har været hulet ud og bygget om til skibets nye formål. - Det var ikke noget kønt syn at se skibet ligger der brudt helt åbent, siger kaptajnen. Bund sider og dæk er blevet forstærket med 400 tons stål. Der, hvor der var tank til boremudder, står nu tromlen med kranens 2.600 meter lange 109 mm hovedwire. Hvor der var rig-kædekasser er der nu stabiliseringstanke til at holde skibet på ret køl, når kranen arbejder. Lidt tankkapacitet er der stadig tilbage i »Mærsk Achiever«, men det er mest fordi det kan være meget praktisk at have i mere afsides egne. - Der er jo ingen der chartrer et skib som det her, bare fordi de skal have flyttet noget vand, siger Erik J. Jensen. Det store ankerspil med 600 tons træk midt i skibet, står der endnu. »Mærsk Achiever« skal stadig kunne flytte rigge og håndtere ankre. Men med sin nye kran, kan den nu gå dybere, end ankerspillet nogensinde har behøvet.
Stabilisering Kranen, der er leveret af norske Hydramarine, er anbragt på agterdækket i styrbords side. Den kan løfte 250 tons, og den gør det i en arm, der kan foldes sammen, når udlægget skal være kort. I modsætning til en kran med stiv arm, der stikker i vejret, når udlægget skal være kort, kan denne kran også holde lav højde ved kort udlæg. Det gør den nemmere at håndtere, når vandet ikke er helt vandret hele tiden. Kranen har hiv-stabilisator, der holder krogen i stabil højde, selv om skibet bevæger sig op og ned. Hiv-stabilisatoren udligner 90 pct. af lodrette bevægelser op til tre meter. Bevæger skibet sig mere, er vejret under alle omstændigheder for dårligt til at arbejde under vandet i.
Stabilt skib Dertil kommer skibets egne stabiliseringsstystemer. Det er dels dynamic positioning, der virker ved hjælp af skibets to propellere og ror, to trustere for og to trustere agter. Det har skibet haft hele tiden. Dels er der det vandrette stabiliseringssystem, og det er nyt. Det virker ved to systemer af ballasttanke i borde med pumper imellem. Det suppleres af brændstoftankene, hvor brændstoffet også kan pumpes fra side til side og således være med til at modvirke krængninger, når kranen arbejder. Med en løber på 2.600 meter kan kranen nå dybt, 2.000 meter er maksimum. Men den løfter ikke 250 tons hele vejen. Løberwiren vejer selv 50 kg. pr. meter, så når der er to kilometer wire ude, går de første 100 tons af trækkraften til at hive wiren hjem, og så kan der kun være 150 tons på krogen.
ROV Til at håndtere kranen på bunden behøves både dykkere og en Remote Operated Vehicle. Dem er »Mærsk Achiever« ikke udrustet med. Dem kommer chartreren normalt med. Men lige agten for hovedbygningen har skibet fået et dæk til en række 20-fods containere. Her skal ROVén være. Chartreren kommer med hele udstyret – ROV, kontrolrum, værksted, det hele – i 20 fods containere og stiller dem på ROV-dækket i containerbeslagene. Nå, ja, nogle af chartrerens containere er 40 fods, og dem skulle der også lige være plads til. Så containerdækket måtte lige til allersidst udvides agter ud. - Det er helt normalt, at chartreren har særlige ønsker, som vi gør, hvad vi kan, for at opfylde, siger Erik J. Jensen. - Da vi begyndte på projektet var det med udgangspunkt i en analyse af markedet og i forventning om et behov. Vi vidste ikke, hvem der skulle bruge skibet. Det gjorde vi først langt senere, da skibet blev befragtet.
Moon pool Dykkerne kan gå i vandet indenbords. På agterdækket har »Mærsk Achiever« fået en moon pool, som er en skakt ned i skibet og helt ud gennem bunden – som dammen i en fiskerbåd. I moon poolen er vandet roligere end uden for skibssiden. På større dybder foregår nedstigningen i dykkerklokke. Der skal mere mandskab til at løse de opgaver, »Mærsk Achiever« nu er udrustet til. 16 køjepladser er apteringen blevet udvidet med, så skibet nu kan have 86 mennesker boende. I tomandskamre, for folk ombord skal arbejde i to skift døgnet rundt, og der er jo ingen grund til at have halvdelen af kamrene stående tomme hele tiden. Der er dog en køje til hver.
Første opgave »Mærsk Achiever«s første opgave bliver at fjerne forliste eller forladte offshorekonstruktioner på bunden af den Mexicanske Havbugt. Chartreren er amerikanske Tetra Technologies, der er specialist i at lukke tømte oliekilder ned og fjerne udtjente konstruktioner. Det bliver dog langt fra nogen totaloprydning af havbunden, som »Maersk Achiever« har påtaget sig. Skibet er befragtet for et år med option på forlængelse. Jobbet starter på lavt vand, hvorefter man bevæger sig længere ud. Men de 2.000 meters dybgang på kranen bliver der ikke brug for her, højst 100 meter.
Jones Act Lastepladsen på agterdækket bliver der heller ikke brug for. De konstruktioner, der bliver hejst op, bliver lastet over på en pram og fragtet i land af den. En pram under amerikansk flag, vel at mærke. Rejsen fra bunden af den Mexicanske Havbugt og kysten af Texas betragtes nemlig som indenrigssejlads, og så er vi inde i Jones Act, der bestemmer, at sådant noget skal ske under Stars and Stripes. Og altså ikke på et skib med hjemstavn i Svendborg. Efter syv dages prøvesejlads, hvor kranen skal testes sine hjemlige norske farvande, går turen over Atlanten. Og i oktober kommer »Mærsk Attender« til Fredericia og får hele den samme tur.
|