Slæber og pramme til Rohde Nielsen
Rederiet Rohde Nielsen A/S har med købet af tre tyske enheder udbygget sin position som landets største haventreprenør virksomhed. Købet omfatter to pramme samt en slæbebåd og de beskæftiges indtil videre fortsat i Tyskland. Aktuelt med oprensning af floden Ems. Købet gælder slæbebåden »Yannick Müsing« og de to ens splitpramme »Westerems« og »Osterems«. Alle tre enheder er overtaget fra det tyske rederi Anton Müsing GmbH & Co. KG , der i forbindelse med handlen ophører som virksomhed. Rohde Nielsen har imidlertid allerede navngivet nyindkøbene efter Rohde Nielsen-modellen og de hedder herefter »Sleipner R«, »Helge R« og »Roar R« respektive. Ifølge direktør Jeanette Rohde fra rederiet overvejer man lige nu om hvor skibene eventuelt skal re-registreres. Det vil dog blive indenfor EU, eftersom det er rederiets politik at holde sig indenfor unionens grænser, hvad den slags angår. Beskæftigelsen af enhederne vil fremover bliver styret ud af hovedkontoret i København, mens kontoret i Grenaa skal forestå teknisk drift etc.
Hovedmål De to pramme er begge på 60,3 meter og 11,3 i bredden. De laster 1.737 ton og er gennemgribende renoveret i 2000. Bygget på Servernav S.A. Shipyard i Turnu-Severin. Slæbebåden »Sleipner R« er bygget i 1999 som kombineret slæbebåd, ankerhandler, opmålingsfartøj og assistancebåd for entreprenørmateriel. mv. Den måler 15,5 meter i længden og 6 i bredden og holder 8,5 knob og et pæletræk på 7,6 ton med to Caterpillar 3406C-T’ere i maskinen. Med de tre senest tilkomne enheder driver Rohde Nielsen nu en flåde på i alt 28 enheder. ebj
|