Snak om en snekke
De snekker mødtes i kvæld på hav… jo, det lod sig vel høre og gøre i såvel vikingetiden som i 1808, da salig Grundtvig skrev sin tekst om et rask lille søslag ved Sjællands Odde. Men i dagens verdensbillede er en krigerisk snekke ikke hverdagskost på bølgen den blå. Og slet ikke når den popper op på AIS-skærmen som: Wikingship »Havhingsten af Glendalough«, LOA: 30 meter. Crew: 65 persons. Flag: Danish. Bevare… Lige den slags møder i rum sø, der kan få en ellers fokuseret navigatør til at deviere en kende - for lige at se om ikke AIS-anlægget tager gas på ham. Det vil dog næppe være tilfældet, hvis det er Vikingeskibsmuseet i Roskildes nye stolthed »Havhingsten af Glendalough«, man støder på. Den er nemlig blevet udstyret efter alle kunstens regler med alt i moderne elektronisk navigations-, kommunikations- og sikkerhedsudstyr. Stillet op og til rådighed af Furuno Danmark, der til gengæld har sikret sig mulighed for at benytte museets faciliteter til lidt historisk kundepleje. I øvrigt en aftale helt i vikingernes ånd. Noget for noget var jo tjenesteydelser den slags karle forstod. Når de nu havde sejlet hele vejen over Nordsøen til f.eks. Irland (uden hjælpemidler som AIS og radar), måtte det vel være en god plyndring værd… Al isenkrammet fra Furuno er kommet om bord forud for »Havhingsten af Glendalough«s besøg i originalens hjemland, Irland, til næste år. En tur der skal foregå i historisk regi med solskive som navigationsinstrument samt vindkraft og åretag, som dengang vikingerne tørnede ud. Men altså også med elektronisk back-up til sikring af de 65 besætningsmedlemmers liv og lemmer. Helt så kry som fordums kæmper er de jo næppe… At stå op i stavnen, at styre den kære knarre, at nedhugge en og anden, og siden holde i havn! Ebj
|