Oplagt stjerneskud
»Tobago Star« i Chaguaramas på Trinidad bekræfter den uskrevne regel om, at jo mere eksotisk et skibsnavn er - desto større er de mangler, som navnet forsøger at aflede opmærksomheden fra. Stjernedrys er der tilsyneladende ikke meget af på den caribiske stjerne, hvor mængden af rustskaller er nemmere at få øje på. Men gemt under rust og afskallet maling, gemmer sig en dansk forhistorie, som efterlyses af Jens Chr. Møller. Han er fører på »Mærsk Puncher«, hvorfra han med kameraet indfangede hosstående ”stjerneskud”. Ifølge diverse offentlige registreringer er »Tobago Star« stadig i fart... Den kendsgerning lader vi stå et øjeblik, og tilføjer, at seneste registreringer er godt to år gamle. Ejeren er Taipan Shipping fra Guyana, hvor skibet også er registreret. Skibets danske historie begyndte i 1962, hvor Nielsen & Bresling tog levering af rederiets nybygning nr. to, »Astrid Bres«, leveret af J.J. Sietas i Hamborg. Ti år senere overgik skibet til H.C. Grube i Marstal og sejlede som »Kim« frem til 1984. Ny ejer blev H. J. Hansen og nyt navn blev »Ida Baagø«. Fire år senere blev navnet ændret til »Tina Star« og ejerskabet varetoges af partrederiet med samme navn og hjemsted i Marstal. Sådan vedblev det at være, indtil september 1997, hvor vi i egne spalter i blad nr. 36 kunne berette, at »Tina Star« var afhændet til kystfart på Caribien. Søfart konstaterede også den gang, at sælgerne fik en forholdsvis god pris for skibet - godt 1,1 mio. kr. - med henvisning til den gode stand, som coasteren var i. Det var dengang. Af hensyn til de søfarende på Caribien i dag sætter Logbogen sin lid til, at »Tobago Star« er oplagt. han
|