Tilbage 
 

DET SKREV MAN

For 50 år siden
…Kun en måneds tid efter, at de sidste engelske tropper har forladt Suez-kanalzonen, har spørgsmålet om financieringen af den store Assuan-dæmning fået lederen af det ægyptiske regime, oberst Nasser, til den 26. juli at nationalisere Suez-kanalselskabet. Meddelelsen om dette overgreb fik ægypterne til at juble, men med eet slag var hele den storpolitiske situation forværret. Skulle Suez-kanalen på en eller anden måde blive uanvendelig – eller taksterne blive skruet for højt op – i øjeblikket betaler et middelstort tankskib omkring 100.000 kr. for at komme igennem kanalen – kan skibsfarten se sig nødsaget til at benytte den gamle vej syd om Kap det Gode Håb. Herved forlænges vejen fra Den persiske Golf til England med 4800 sømil. Det er imidlertid allerede nu billigere pr. transporteret ton olie at sende de helt store tankskibe denne vej i stedet for at sende mindre tankskibe gennem Suez. Udviklingen i retning af at bringe flere og flere kæmpetankskibe i fart vil sikkert blive fremskyndet på grund af Suez-konflikten, og man taler allerede om bygning af 100.000 tons tankskibe.
…Aalborg Værft har til Det Danske Kulkompagni i København afleveret lastmotorskibet »Bretland«, der er på 3875 tons dødvægt. Hovedmaskineriet, der er anbragt agter, er en 5 cyl. 2-takts B&W krydshovedmotor på 3050 hk, som giver skibet en fart af 14 knob fuldt lastet.

For 25 år siden
…Med losning Japan betales ca. 20 dollars pr. ton for større skibe, mens 50.000 tons kul fra Hampton Roads ligeledes til Japan gik til 18 dollars, som det laveste set i lang tid.
…Blæsbjerg & Co. kan fortsat planlægge sit tonnageprogram i 80’erne med en 8000-tonner lo/lo-ro/ro enhed oprindelig tænkt bygget i Aalborg men nu i stedet bestilt hos Jansen-Werft i Leer, Vesttyskland, af de tyske investorer bag rederiet.
…EAC-Knutsen Line males på siderne af ØKs seks S-skibe beskæftiget i den udvidede liniefart på Stillehavet efter overtagelse af den norske Knutsen Line. I øvrigt er det norske rederis to moderne skibe, »John Bakke« og »Marie Bakke«, indchartrede, så i alt otte skibe er i farten med betjening af 12 havne på begge sider og afgang hver 10. dag.
…»Else Cat«, coaster på 1070 t.dv. ejet af partrederiet Marco Polo, Svendborg, ved Nielsen Chartering A/S og i charter til J. Poulsen, Korsør, har været opbragt af iranske flådemyndigheder, som tvang skibet ind til Bandar Abbas for at losse 177 tons industriel dynamit bestemt til Iraq via Kuwait. Iranerne har kvitteret for ladningen, som de hævdede var kontrabande. Resten af ladningen, blandt andet ni tons ammunition til Dubai samt yderligere dynamit til Indien er urørt. Skibet kunne efter losningen på flådebasen fortsætte til Dubai og er nu på vej til Bombay. Der skete ingen overlast på de ni besætningsmedlemmer under kaptajn og medreder Ole Gjøriksen, Thurø. Skibet var i internationalt farvand i Hormuz-strædet, så iranernes aktion strider mod alle aftaler og ligner sørøveri, om end der tidligere fra Iran er udsendt advarsler mod at sejle kontrabande til Iraq. Der skete ingen overlast på de ni besætningsmedlemmer under kaptajn, medreder Ole Gjødrik-Andersen.




Kilder: Søfart nr. 5, 1956 og Position-Maritim Bulletin nr. 34, 1981

Fotos