23948sdkhjf

Søren hjælper skibe gennem Suez-kanalen

En shippingbachelor fra CBS med indbygget udvekslingsophold og praktik var den ideelle vej ind i det maritime erhverv for 23-årige Søren Stokkebæk Andersen
I modsætning til de øvrige uddannelser på Copenhagen Business School (CBS), er en Bachelor i International Shipping and Trade direkte målrettet mod én branche, nemlig den maritime.

På den treårige bacheloruddannelse lærer de studerende om, hvordan shippingvirksomheder opererer i en globaliseret og foranderlig verden, hvor millioner af tons last dagligt transporteres over verdenshavene.

Netop det internationale aspekt og kombinationen af en akademisk uddannelse med praktisk erfaring fra en virksomhed tiltrak 23-årige Søren Stokkebæk Andersen, der i sommer afsluttede sin shippingbachelor på CBS.

Under studiet var han dels på udvekslingsophold et halvt år i Houston, Texas, og til sidst to semestre i praktik. Praktiktiden forløb hos Leth Agencies, et shippingagentur i København, som blandt andet har specialiseret sig i at hjælpe skibe igennem Suez-kanalen på den bedst mulige måde.

Røverhistorier fra havet

Nu læser han videre på CBS’ kandidatoverbygning, der varer to år.

Hvorfor valgte du shippinguddannelsen på CBS?

- Jeg har en kammerat, hvis far har arbejdet i shipping stort set hele sit liv. Dér sad jeg med ved spisebordet og hørte røverhistorier fra havet, og jeg syntes bare, det lød så utroligt spændende. Og så greb det mig, for jeg har altid godt kunnet lide det internationale islæt ved shipping, og jeg har altid gerne villet arbejde med noget engelsktalende.

- Desuden synes jeg, det globale aspekt og samtidig hvor stor og betydningsfuld en industri, shipping er for hele verden, er utroligt interessant. Næsten alt hvad vi bruger af tøj, tasker og borde osv. har været på et skib på et eller andet tidspunkt, så det er et utrolig vigtigt led i globaliseringen. Så synes jeg også, det er sjovt at snakke med folk fra hele verden på daglig basis, så man ikke bare sidder i sin lille osteklokke.

Der er mange maritime uddannelser i Det Blå Danmark. Hvad fik dig til at vælge CBS?

- Det var klart, at uddannelsen lod til at have et meget højt akademisk niveau. Den læner sig meget op ad den mest eftertragtede linje - International Business - og vi har mange fag sammen med IB. Så det er et meget højt internationalt handelsniveau. Og så er der det megafede, at du både er et halvt år på udveksling som led i uddannelsen og der er en praktikdel, så man kan kombinere noget akademisk med det praktiske på kort tid.

Det er en uddannelse, der retter sig mod job på land. Du havde ikke lyst til at stå til søs?

- Nej, det var slet ikke det, der tiltrak mig. Det var netop det med at kunne sidde på kontoret og snakke med folk i hele verden og kunne dirigere det fra et kontor i Danmark. Det kræver en vis person at kunne holde til at sejle og hatten af for det, men det tror jeg ikke, jeg ville kunne.

Praktik hos shippingagentur

Du kom i praktik hos Leth Agencies. Hvad fik dig til at vælge et skibsagentur i stedet for et traditionelt rederi?

- Det der virkelig fangede mig ved Leth var det ’trans-segmentale’ - at du har forskellige segmenter. Du har ikke kun tørlast- eller tankskibe, men kommer rundt og får hele paletten. Det tror jeg er rigtig vigtigt i uddannelsen. Nu har jeg siddet i et agentur, hvor vi har hjulpet tankrederier, containerskibe, tørlast - alt hjælper vi igennem. Og der fik jeg en idé om, hvad jeg synes er interessant ved shipping.

- Jeg har været rigtig glad for at være ved Leth, og jeg fortsætter faktisk også nu og formentlig også, efter jeg er færdig med uddannelsen i nogen tid. Men hvis jeg ikke gør, så har det været det ultimative springbræt. Det sjove er også kundeaspektet - at vi skal være tæt på kunderne. Man får lov at snakke med en masse mennesker på daglig basis, det synes jeg er rigtig interessant.

Fik tilbudt job efter uddannelse

Hvad er din drøm med uddannelsen?

- Jeg har været så heldig, at jeg faktisk har lavet noget af det, jeg gerne vil. Det var også derfor, jeg var ret tæt på at springe ud i at gå ud i arbejdslivet efter bacheloren. Jeg har siddet og lavet skibsoperationer, og det er ret interessant, hvordan man kan gøre processerne mere effektive.

Men du valgte alligevel at læse videre på kandidatoverbygningen?

- Ja. Jeg fik faktisk tilbud om et job og havde også søgt en stilling hos Leth, men i dialog med min chef og en rekrutteringsmand, der var ansat til formålet, kom vi frem til, at det også kunne være interessant at have én i virksomheden, som havde lidt ekstra end bare bacheloren. Generelt har det i shippingbranchen ikke været almindeligt med lange uddannelser som i andre erhverv.

Artiklen indgår i Søfarts nye maritime uddannelsesmagasin 'Blue Future'. Klik her og læs hele magasinet

FAKTA: SHIPPING- BACHELOR PÅ CBS

Uddannelsen i International Shipping and Trade på Copenhagen Business School (CBS) foregår på engelsk og handler om international handel i den maritime sektor.

De økonomiske fag er centrale på uddannelsen. På den treårige uddannelse får du desuden indsigt i shippingvirksomheders forretningsområder og lærer ved hjælp af kvantitative og kvalitative metoder at analysere deres økonomiske og organisatoriske forretningsmuligheder i en global verden med tæt konkurrence og store kulturelle forskelligheder.

Med en bacheloruddannelse kan du læse videre på en kandidatuddannelse. Du vil efterfølgende typisk have jobmuligheder i shipping- og rederivirksomheder, der beskæftiger sig med international handel.

Kilde: UddannelsesGuiden

Artiklen er en del af temaet Blue Future.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.124