23948sdkhjf

Herning Shipping fik kæmpe underskud i 2017

Herning Shippings sidste år inden salget til norske Ane Shipping endte med et underskud på flere hundrede mio. kroner. En långiver har slettet gælden.

Et brag af et underskud blev finalen på Herning Shippings tid som Herning Shipping.

Rederiet blev i januar 2018 overtaget af norske Ane Shipping, som har omdøbt det danske tankrederi til Christiania Shipping. 2017 blev altså det sidste år under navnet Herning Shipping, og rederiets 2017-regnskab er nu offentliggjort

Resultatet blev et underskud på 74 mio. dollars, svarende til 450 mio. kroner. Heraf stammer de 55 mio. dollars fra nedskrivninger af rederiets flåde, som ved udgangen af året var på 20 opererede skibe.

Det fremgår af regnskabet, at rederiets største långiver afskrev et lån på 144,9 mio. dollar, svarende til 880 mio. kroner, i forbindelse med salget til Ane Shipping. Med en ny kapitalindsprøjtning fortsætter rederiet som Christiania Shipping med en egenkapital i omegnen af syv mio. dollars.

I løbet af 2017 blev fire skibe solgt fra. Det resulterede i ca. 16 pct. færre skibsdage, og da raterne lå på samme lave niveau som i 2016, blev endte omsætningen omtrent 10 mio. dollars under omsætningen i 2016.

Året bød på 579 skibsrejser med en samlet fragt af 2,1 mio. ton tankprodukter. Heraf foregik 75 pct. af sejladserne i Nordvesteuropa, 13 pct. mellem Europa og Vestafrika, fem pct. i Middelhavet og de sidste syv pct. i andre områder.

I starten af 2018 har endnu et skib forladt rederiets flåde, som nu er nede på 19 skibe i størrelsesordnen 1500 t.dv. til 11.400 t.dv. Af de 19 skibe er de 12 ejede af rederiet selv.

Som Søfart tidligere har skrevet, tror den nye ejer med den norske reder Axel C. Eitzen i spidsen, at fremtiden tegner lys for det tidligere Herning Shipping.

- Vi kommer til at fokusere på den tekniske side, og vi vil reducere omkostningerne og øge effektiviteten langt mere, end man kan i et stort system, hvor banken i realiteten er ejer, sagde han i et interview med Søfart.

Herning Shipping A/S
mio. dollars 2017 2016
Nettoomsætning 91,17 101,0
Af- og nedskrivninger -63,5 -72,3
Driftsresultat -67,2 -70,9
Årets resultat -74,0 -77,4
Samlede aktiver 64,5 134,3
Egenkapital -145,0 -71,0
Gns. antal fuldtidsansatte 9 10
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2017.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109