23948sdkhjf

Feggesund-færge fik penge til overs i 2017

Både Morsø og Thisted kommuner får - som noget sjældent - penge retur fra overskudsdrift af færgen over Feggesund.

Det er sjældent, at Feggesundfærgen giver anledning til, at Thisted og Morsø kommuner skal have penge tilbage fra det årlige tilskud, de lægger i I/S Mors-Thy Færgefart. Men det er tilfældet for regnskabsåret 2017.

Her steg indtægterne fra såvel person- som godsbefordring i forhold til det budgetterede. Regnskabet viste et samlet mindrebehov for tilskud på 210.306 kroner, som efter den aftalte fordelingsnøgle nu vil blive betalt tilbage med 134.596 kr. til Morsø og 75.710 kr. til Thisted Kommune.

- Der er merindtægter på 475.000 kr. i forhold til budgettet og merindtægt på 360.000 kr. i forhold til regnskabet for 2016. Det er glædeligt, og vi lægger budget for næste år ud fra disse regnskabstal. Det sker i forventning om, at den positive effekt af de markedsføringstiltag, vi satte i gang i 2017, vil fortsætte, siger Meiner Nørgaard (DF), der som formand for udvalg for teknik og miljø i Morsø Kommune har godkendt regnskab og budget.

Han fremhæver også stålfærgens stabilitet som fremmende for den positive økonomi.

- Da Skibstilsynet for nyligt skulle foretage det årlige eftersyn af færgens redningsflåder, kunne det ske, mens færgen sejlede. Herved slap vi for at tage færgen ud af drift, siger Meiner Nørgaard.

Det samlede kommunale tilskud fastsættes til 4,1 millioner kr. i 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11